Står på tæer under vand

Sjældent har en formaning om at vi skal huske at sætte pris på vores klode og være nærværende i vores relationer været så behagelig at læse.

Daniel Boysen skriver sanseligt, så det er nærmest en selvfølge, at hans nyeste digtsamling 'Står på tæer under vand' er udkommet dobbelt: På taktilt tryk med knubret papiromslag og billeder af fotograf Mariana Gil, og digitalt, med en malende lydside leveret af musikeren Martin Lau, som kan opleves på Soundcloud. Begge versioner er en lige dele æstetisk og sanselig fornøjelse at tage ind som læser og lytter.

På grund af et par udfordringer med posten var min første oplevelse af digtsamlingen som lyd. Ikke en dårlig måde at møde den på, må jeg sige. Martin Laus guitar slog mod trommehinden som bølger fra et mørkt Vesterhav, og forfatterens stemme gled frem fra dybet med beretninger fra en fremtid, der ikke var helt trist, selv om den stod i vand til kirkespiret.

Nu ligger den flotte bog så endelig på mit bord med sit kraftige papiromslag, der er så dybblåt, at jeg overvejer, om jeg skal hente en redningsvest for en sikkerheds skyld.

Digtene i 'Står på tæer under vand' er stilsikre og tegnet op med Boysens fine pen. Alene titlen, med sin blanding af druknedød og stræben, får en gysen til at løbe ned ad denne anmelders ryg.

Samlingen tager læseren med til et vandfyldt tomrum. En verden hvor alle bevægelser er blødgjort og sløve. Havets bund og den konstante vandren omkring i en druknet tidsalder er de billedlige omdrejningspunkter for den klima-digtning og mediekritik, Boysen drypper ind med nænsom hånd. Det er ikke præk eller håbløshed, som klimadigtning ellers let kan kamme over i. Det er snarere den melankolsk, reflekterede erkendelse af den allestedsnærværende krise, som her: "mediernes lys/stjæler mine øjne//hvordan mon/det føles/at uddø/"

I forfatterens tidligere digtsamling En vase i brystet, hvor emnet var sorg, viste Boysen os, at han ikke er håbløshedens poet, men melankoliens og det forsigtige håbs digter. Med 'Står på tæer under vand' slår han det helt fast. Den farverige undervands-billedside, hvor stumper af Aarhus titter frem bag neonfarvede koralbjerge, og det indledende citat af musikeren Randy Newman: "You know whats in the water that you drink? / Well, I do, and it's amazing." trækker håbet frem og balancerer dystopien i den mørkeblå undervandsverden. Det samme - omend med modsat fortegn - er den kærlighed digteren møder i samlingens tredje del, som begynder med en undervands-øl på en bar i byen og slutter med en (måske) selvudslettende svømmetur ud i solnedgangen, imens det hele går til grunde i sollys i baggrunden: "drømte du/det her// er vi/lysvågne / er vi her/slet ikke/".