Bog

Sprogheksen

Af (
2019
)

Anmeldelse

Sprogheksen af Af Maria Rørbæk

07 jan.20

Tag med farfar, Anna og storebror Anton ud for at finde sprogheksen, så farfar kan komme til at tale normalt igen i herlig billedbog om sproglige finurligheder og forviklinger.

’Sprogheksen’ er en selvstændig fortsættelse til ’Bogstavtyven’ og ’Ordtrolden’. I de tre billedbøger leger Maria Rørbæk sig gennem bogstaver, ordklasser og sætningers opbygning, samtidig med at det pakkes ind i fornøjelige fortællinger, der helt bestemt er værd at åbne. I ’Bogstavtyven’ er det ordenes forlyd, der driller, for bogstavtyven har været på spil og suget bogstaver ud af Annas øre. I ’Ordtrolden’ vågner Anton og gentager forskellige ord, og denne gang er det farfar, der er blevet fortryllet af sprogheksen, så den er gal med syntaksen, og ordene kommer ud i forkert rækkefølge.

Anna, Anton og farfar er taget på overnatningstur med campingvognen ude i skoven, men om morgenen vågner farfar og taler meget underligt: "Af med dagen og i gang med dynen. I skal ud af gardinet og trække sengen fra", siger han. Det er sprogheksen, der har været på spil. Farfar er blevet forhekset, så han bytter rundt på de ord, han vil sige, og til sidst er det helt umuligt at forstå meningen. Farfar, Anna og Anton må derfor skynde sig af sted for at finde sprogheksen og få fat i det tryllepulver, der kan få farfar til at tale normalt igen.

’Sprogheksen’ er en herlig bog at læse højt. Det er en spændende historie, der bliver fortalt, og farfars rod med sproget resulterer i en masse skønne vrøvlesætninger, der er sjove at lytte til. De livlige og charmerende illustrationer er skabt af Siri Melchior, som også er kendt for billedbogsserien om det umage makkerpar ’Rita og Krokodille’ samt illustrationerne til de skønne pegebøger om Lili.

Bogen er oplagt at bruge både derhjemme, i børnehaven samt i indskolingen som inspiration til at lege med sproget. Det samme gør sig gældende for de to tidligere titler i serien, for alle tre billedbøger bidrager til at sproget leges ind samtidig med, at der skabes forståelse for henholdsvis bogstavernes lyde, forskellige ordklasser og syntaksens betydning.

Det vil uden tvivl være alletiders at få besøg af en bogstavtyv, en ordtrold eller en sprogheks i forbindelse med et sprogforløb i børnehaven eller indskolingen.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Graphic
Siri Melchior
ISBN
978-87-02-26734-1
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer