SPQR : det antikke Roms historie

Levende, nuanceret og velfunderet gennemgang af det antikke Roms historie. Et flot eksempel på, at historieskrivning kan være både underholdende og fagligt helt i top.

Forfatteren er en af verdens førende forskere i det antikke Roms historie, og hun er en blændende formidler. Titlen 'SPQR', som for øvrigt kan ses på de romerske kloakdæksler, står for Senatus Populusque Romanus, der betyder ”senatet og det romerske folk”, og den er rammende for bogen, for selv om de magtfulde nøglepersonerne spiller en stor rolle, finder forfatteren også plads til at beskrive folket helt ned til slaverne, kvinderne og de fattige. Veloplagt og med stor faglig ekspertise tager hun læseren med på en lang og fascinerende rejse gennem den 1000 år lange historie, og hun præciserer, at historien er vigtig for moderne mennesker.

Forfatteren tager udgangspunkt i år 63 f.Kr., hvor Cicero spillede en hovedrolle i at afværge en farlig, terroristisk sammensværgelse i hjertet af det romerske samfundssystem. Den tidligste historie kan kun med en vis dristighed rekonstrueres ud fra spredte levn, men fra Cicero og hans tid har vi utallige, samtidige, skriftlige kilder. Fra Cicero bevæger forfatteren sig helt tilbage til myterne om Romulus og Remus, brodermordet og massevoldtægten på sabinerinderne, der skulle sikre romerne afkom.

Den forunderlige historie om, hvad der gjorde en ussel samling hytter ved Tiberens munding til en global stormagt, afdækkes. Hvordan udviklede samfundet sig, hvilken politik blev der ført i perioden, og hvordan i alverden bar romerne sig ad med at erobre så store områder og endda fastholde dem? Det er nogle af de spørgsmål, forfatteren søger at besvare. Beretningen krydres med morsomme indslag, som f.eks. de latrinære indskrifter på nogle vægmalerier.

Rom fremstår tidligt som en multikulturel by med behovet for og viljen til at opsuge folk udefra. Der er endda eksempler på, at nogle af de senere kejsere kom fra provinserne. Noget tyder på, at det tidlige bysamfund blev regeret af ”konger”, der støttede sig til krigerbander. Samfundet udviklede sig, og langsomt blev republikken født for senere at blive afløst af kejsere. Man kan ikke sætte nøjagtige årstal på begyndelsen og slutningen af perioden, og Baird vælger at slutte sin historie i år 212 e.Kr., hvor kejser Caracalla dekreterede, at alle frie indbyggere i Romerriget var romerske borgere. Afslutningen på en udvikling, der var begyndt tidligere, men ikke desto mindre en revolution. Gamle skel udviskedes, men skellet mellem fattige og rige bestod.

Historieskrivningen bliver aldrig færdig, og det sidste ord er ikke sagt om det antikke Rom. Nye fund kalder på nye tolkninger, og der kan anlægges mange vinkler på historien. Mary Baird hverken heroiserer eller dæmoniserer det antikke Rom, og hendes bog er et flot eksempel på, at historieskrivning både kan være underholdende og fagligt helt i top.