Spor i sneen

Grønlands barske natur er bagtæppe for et spændingsdrama under højspændte forhold. Et overset stykke krigshistorie folder sig levende ud for læseren.

Romanen foregår i Nordøstgrønland i foråret 1943. Den hårdføre, danske hundeslædefører, Marius Jensen, er ude på et rutinetjek for at sikre sig, at tyskerne ikke har meldt deres ankomst. Han er en del af den danske slædepatrulje (en forgænger til Sirius-patruljen), der er udsendt for at rapportere kodede vejrmeldinger til De allierede styrkers konvojer i Atlanterhavet. I hvad der skulle være en forladt hytte opdager Marius en tysk uniform, hvilket har storpolitiske betydning: Danmark er nu pludselig i krig mod Tyskland. Herfra tager fortællingen fart, og man er som læser helt opslugt af et krigsdrama, hvor kuglerne flyver i snestormen og danskerne kæmper en umulig kamp imod den tyske overmagt.

Historien, der er baseret på virkelige hændelser og personer, er lige dele thriller og studie af mennesker på grænsen. Ganske vist er romanen mere plot end udtømmende karakterstudie, men måden Vorm viser sine tre hovedkarakterer frem på gør dem til et særdeles spændende bekendtskab. Ikke fordi der serveres dybdeborende indsigter i dem, men fordi de er sat i så ekstreme situationer, blotter de sig menneskeligt og træder tydeligt frem som karakterer.

Ib Poulsen, øverstkommanderende i slædepatruljen og vejrradiostationen, er den resolutte og empatiske leder, der læser digte af Rudyard Kipling og bager brød til sit mandskab. Han udgør sammen med sin grove modsætning, Marius Jensen, hovedpersonerne på den danske side. Vi er også bag fjendens linjer i form af den tyske officer Hermann Ritter, og fortællingen skifter hele tiden synsvinkel imellem de tre. Man opdager her, at nazismens ansigtsløse ondskab også er almindelige mennesker som Ritter, der sin uniform til trods måske minder mere om Ib Poulsen end sine egne soldater. Jeg savnede lidt originalitet i det tema, men det sejrer i aktuel vedkommenhed: Også den angribende parts soldater er gidsler i krigens ideologiske navn.

Tilbage står en flot arrangeret komposition med krigskaos og et herligt, hidsigt tempo uden mange åndehuller. Flere verber end adjektiver fylder de 300 sider, og min eneste anke er, at man nogle gange kunne være de mange skift i synsvinkel foruden, da vi næsten ikke når at være nok i selskab med de ellers meget interessante personer. Det er dog en præstation, at Vorm formår at genskabe et kompliceret hændelsesforløb, der på lokalt niveau forankres i menneskeskæbners moralske valg i tilspidsede situationer, men som på globalt plan har omfattende betydning for krigen.

Jeg læser normalt ikke spændingsromaner, men det historiske islæt i romanen, som er dragende og ufatteligt, kombineret med en sprogligt skarpt skåret fortælling gjorde, at jeg slugte den råt. Når man som læser har fået pusten igen efter slutningen, så er Spor i sneen desuden udstyret med et læseværdigt efterskrift af forfatteren, hvor værket sættes i kontekst til historiens videre gang og samtidig giver ekstra tyngde til den hæsblæsende læsning.