Bog

Søstrene fra Thy

Af (
2019
)

Anmeldelse

Søstrene fra Thy af Maria Helleberg

10 okt.19

Fortsættelsen om kvinderne fra Thy giver et fint tidsbillede og en medrivende og nuanceret beskrivelse af to søstre og deres forskellige livsforløb.

Maria Helleberg er mest kendt for sine velskrevne historiske romaner om berømte kvinder, men hendes egne kvindelige slægtninges skæbner er mindst lige så interessante som de kendte og kongeliges. Med sikker hånd udfylder hun hullerne mellem de kendte brudstykker af slægtens historie og skaber en helstøbt og troværdig roman.

Hovedpersonerne i dette bind er to søstre, lillesøster Gerda, der er forfatterens mor, og storesøster Ruth, der er familiens skønhed. To søstre med vidt forskellige livsforløb, men begge påvirket af besættelsen. De beskrives så levende og nuanceret, at man næsten synes, man kender dem.

Hos Helleberg er vi vant til stærke kvinder, der ud fra de rammer, de nu engang har, skaber deres eget liv. I denne bog er lillesøster Gerda den stærkeste kvindeskikkelse. Besættelsen og et pres fra familien holder hende fast i Thisted, hvor alle kender alle. Hun har udlængsel, men må bo hos sin mor og arbejde i den lokale boghandel. Efter besættelsen får hun mod til at rive sig løs og skaber sig et liv i København og en karriere på et dagblad.

Ruth derimod får et vanskeligere liv. Hun har levet det vilde liv i København, der førte hende lige i armene på en tysk officer. En håbløs forelskelse, hun ikke magter helt at bryde ud af, selv om hun forsøger sig med et fornuftsægteskab.

Kvinder har endnu ikke opnået den fulde ligestilling. Selv om Gerda var dygtig i skolen, var en studentereksamen udelukket. Uddannelser var primært forbeholdt mænd, og Gerdas bror Tom har gjort en strålende karriere som ingeniør og regner sig nu for familiens overhoved. Desto mere beundringsværdigt er det, at Gerda vover at trodse familien og skabe sig en karriere i København i stedet for at ende som skyggedatter eller skyggetante.

Tidsbilledet er fyldt med atmosfære. Der er det indskrænkede liv i provinsen og det frie og løsslupne liv i København, men besættelsen hviler som en tung og frihedsberøvende skygge over alle. Man får et indtryk af livet under besættelsen med modstandsbevægelser og værnemagere m.m., men det er den grå og triste hverdag med udpræget varemangel, der står stærkest.

Fortsættelsen har været længe undervejs, men den lever til fulde op til standarden i første bind. Helleberg har en stor læserskare, og de bliver ikke skuffede. Bogen er både underholdende, dramatisk og medrivende, og kærlighedshistorierne er troværdige og tilføjer lidt ekstra krydderi.

Slutningen lægger måske op til en fortsættelse. Her krydses Gerdas vej af en mand, hun flygtigt har mødt i Thisted, og det antydes, at de finder sammen engang i fremtiden, og dermed er vi nået til forfatterens egen historie.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
54189214
ISBN
9788763852630
Antal sider
430

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer