Søster

Beatrice’s lillesøster, Tess, forsvinder sporløst i London. Politiet gør intet, da de mener, at hun er forsvundet af egen vilje. Pigernes mor har accepteret, at hun nok ikke ser sin yngste datter igen.

Men Beatrice er af en helt anden mening. Hun ved, at hendes lillesøster ikke ville forsvinde ud i det blå uden en forklaring. Derfor starter hun sin egen eftersøgning. En eftersøgning, der hurtigt giver nye oplysninger til sagen. For ikke nok med, at Tess er forsvundet, hun har også lige født et barn. Hvor er barnet? Og hvor er Tess?

Hurtigt finder Beatrice ud af, at barnet var dødfødt. Hvilket får politiet til at gå ud fra, at Tess er forsvundet på grund af en fødselspsykose, hvilket er, hvad hospitalets psykiater lige har ændret diagnosen til.

Beatrice tror dog ikke på, at Tess skulle lide af en psykose. Og hun ønsker også at finde ud af, hvorfor barnet var dødfødt. I den forbindelse kommer hun i kontakt med Kassia og Hattie, der har været med i det samme forsøg/tilbud om genetisk behandling mod cystrisk fibrose. Beatrice har en fornemmelse af, at denne behandling kan være årsag til barnets død og Tess’ forsvinden. Men i kampen for at finde frem til sandheden, må hun kæmpe med lægerne, forsvundne patientjournaler, moderens tvivl, politiets ligegyldighed og en gal videnskabsmand.

Bogen er skrevet som et langt brev fra Beatrice til Tess. I begyndelsen virker det meget irriterende. Ikke mindst når Beatrice skifter mellem det, der er skrevet direkte til Tess, og de afsnit, hvor hun beskriver sine samtaler med en statsadvokat, mr. Wrigth. Men efterhånden som man kommer ind i bogen, begynder det at virke mere vedkommende, og man begynder at kunne forstå Beatrice og hendes følelser. Spændingen bygges gradvist op, så man til sidst slet ikke kan lægge bogen fra sig. Og så har bogen virkelig en overraskende slutning, som de færreste ville kunne gætte sig til. Bogen kan klart anbefales til dem, der kan lide langsom spænding og forbrydelser, der mere anes end beskrives.