Bog

Sønderjyder i krig : en europæisk historie

Af (
2019
)

Anmeldelse

Sønderjyder i krig : en europæisk historie af Hans Boll-Johansen

08 jan.20

Med afsæt i den unge Kresten Andersens udgivne breve hjem fra Vestfronten under Første Verdenskrig, hvor han var tvangsudskrevet til de tyske tropper, fortæller forfatteren om denne krig og kriges væsen i almindelighed.

Kresten Andersen var i gang med en lovende karriere som højskolelærer, da han i 1914 blev indkaldt. I 1916 mistede han livet under de voldsomme kampe – som en af de godt 5000 andre dansksindede sønderjyder - og er aldrig blevet fundet. Han var dog en flittig brevskriver og kan med sit gode sprog og sin begavelse give en gribende skildring af det grusomme feltliv – så godt som det nu kan lade sig gøre, når alle breve blev censurerede.

Det er faktisk synd, at titlen er så begrænsende, for Boll-Johansen har meget mere på hjerte og mere at give, også til læsere, der ikke specielt er interesserede i Sønderjyllands historie. Han bruger Krestens og andre soldaters skæbne til at undersøge og behandle mange facetter af krig og militærvæsen og udnytter sin forskningsmæssige baggrund indenfor romansk filologi og fransk litteratur sammen med sine indsigter som kaptajn af reserven samt ikke mindst sin sønderjyske opvækst og egen familiehistorie.

Det er blevet til en meget engageret og velskrevet bog med mange originale iagttagelser og funderinger. Undervejs kommer han blandt meget andet omkring krig i litteraturen, krigerens psyke, krig og kærlighed og krigens monumenter. Han har som research blandt andet besøgt datidens slagmarker og fortæller levende om, hvordan krigens spor stadig findes i både landskaber og hos de efterladte.

Blandt mange andre vil læsere af Erling Jepsens fremragende Erna i krig kunne få grundig baggrundsviden hos Boll-Johansen, der udover et stort forfatterskab indenfor sine fagområder også har skrevet  'Danskerpak og tyskerpak' om de to mindretals opfattelse af Første Verdenskrig.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
47297729
ISBN
9788702284843
Antal sider
224

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer