Bog

Sommermørke

Af (
2018
)

Anmeldelse

Sommermørke af Stina Jackson

03 jul.19

En ung pige forsvinder sporløst i de norrlandske skove, og år senere krydser løgn og sandhed spor i det lille landsbysamfund. Kras og underholdende thriller fra svensk debutant.

Da gymnasielæreren Lelles datter Lina forsvinder fra busstoppestedet, bliver en stor eftersøgning sat i værk uden resultat. Det er som om pigen aldrig har eksisteret, men Lelle fortsætter eftersøgningen på egen hånd. Tre år senere er han og konen Anette skilt. Anette prøver at komme videre, mens Lelle er på sammenbruddets rand. Dag efter dag kører han i Volvoen skovene tynde i håbet om at finde spor efter sin mistede datter.

Da pigen Meja flytter til byen sammen med sin alkoholiserede mor, sætter det uventet gang i faderfølelserne hos Lelle, fordi Meja har samme alder som Lina, da hun forsvandt. Lelle knytter et usynligt bånd til Meja og føler et ansvar for hende, som Mejas mor aldrig har kunnet. Carl-Johan er byens flotte fyr og Meja, som søger at frigøre sig fra moren, forelsker sig i ham og flytter ind hos hans familie ude i skoven, et hjem der tydeligt er præget af, at faren Birger er survivalist.

Da endnu en pige forsvinder sporløst, sætter det fornyet skub i Lelle, som griber til desperate metoder for at få politiet overbevist om sagens alvor. Og pludselig begynder den skræmmende sandhed at stå lysende klart.

Den svenske forfatter Stina Jackson debuterer med ’Sommermørke’, som blev kåret til årets svenske krimi 2018. For mig var bogen dog ikke en ubetinget succesfuld oplevelse. Stina Jackson har et solidt tag i sine karakterer, og især portrættet af Lelle og hans psykologiske deroute er malerisk skildret og går direkte i nervebanerne. Det fylder rigtig meget i bogens første halvdel, som er en lang køretur rundt i de svenske skove og en tegning af landsbyen og dens indbyggere. Forfatteren er ferm i sine beskrivelser af alt det, som bevæger sig under overfladen af skjulte hemmeligheder og deslige, men det tækker i langdrag, før handlingen endelig begyndte at bevæge sig fremad igen hen mod midten af bogen.

Da det endelig sker, er det så til gengæld som at få en spand koldt vand i hovedet: isnende uhyggeligt og rædselsvækkende. Derefter flyver anden halvdel af bogen afsted i én lang vanvids rutsjebanetur, og dét er sindsoprivende god underholdning!

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Charlotte A.E. Glahn
Faustnummer
45947351
ISBN
9788711903483
Antal sider
303

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer