Bog

Sommerfugledalen

Af (
2018
)

Anmeldelse

Sommerfugledalen - et requiem af Inger Christensen

01 jan.19

Den skabelse og tilintetgørelse, som mesterværket 'Sommerfugledalen' så smukt kredser om, gennemgår man også som læser.

Ved genlæsning af 'Sommerfugledalen' bliver jeg igen overvældet, ja nærmest væltet omkuld, af værkets voldsomme kraft. Ikke blot hører det til et af Inger Christensens hovedværker; som en af de mest originale digtsamlinger fra det 20. århundrede er 'Sommerfugledalen' for længst blevet en klassiker og indgår i den danske kanon.

Inger Christensen bevægede sig med sonetkransen over i en af strammeste lyriske former. Sonetkransen består af 15 digte, to kvartetter á fire linjer og to terzetter á tre linjer. Hver sonets sidste linje er første linje i den næste op til mestersonetten, som består af de 14 åbningslinjer. Den betydningsskabende form får dødens stemme til at tone mere og mere frem gennem samlingen. Det er uhyre elegant udtænkt og udført.

Sonetkransen åbner med det lyriske jegs sansning af et fantastisk syn af sommerfugle, som flagrer op i middagsheden. Sansningen vækker erindringer om barndommen og refleksioner om, at vi som mennesket er en del af universet og om livets forgængelighed: ”Hvem er det der fortryller dette møde med strejf af sjælefred og søde løgne og sommersyner af forsvundne døde? //Mit øre svarer med sin døve ringen: Det er døden som med egne øjne ser dig an fra sommerfuglevingen."

Med blikket fra sommerfuglevingen møder jeg’et døden i livet. Dobbelthederne gennemsyrer sonetkransen på raffineret vis og bindes ofte sammen af bogstavrim. I sonet V kædes sorg og sorgløshed sammen, og sonetten kulminerer i ”kun glimt af skræk og skønhed går i ring". I sonet III stiger sommerfuglen Morfeus samen med andre sommerfugle op fra den underjordiske hule og "vender aftensværmersiden ud". De er ikke nødvendigvis aftensværmere, det er blot den side, de viser i dette øjeblik, hvilket peger på, at dag og nat, lys og mørke, er to sider af samme sag. Morfeus’ overside ser også forskellig ud, afhængig af hvordan lyset falder: Intet eksisterer i en substantiel form, men er derimod altid under forvandling.

I sonetkransens forløb kommer mødet med døden mere og mere til udtryk gennem spejlinger ligesom associationerne til undertitlen ’et requiem’ forstærkes undervejs. Requiem er navnet på den katolske messe til minde om de afdøde. Da requiem samtidig henviser til musikken, der er skrevet til messen, peger undertitlen også på ’Sommerfugledalen’ som en tekst, der er skrevet til de døde. En tekst, hvor døden og livet er indskrevet i hinanden:” går med mig ind i sommerfugledalen, /hvor alting kun er til på denne side/hvor selv de døde hører nattergalen.” I øvrigt kan Inger Christensens recitation af værket karakteriseres som messende, hvilket også leder tankerne hen på dødsmessen.

Det lyriske du skal både opfattes som jeg’et og læseren: "Det er døden som med egne øjne ser dig an fra sommerfuglevingen." I dette intense blik ses læseren an af døden – af døden på sommerfuglevingen. Mens det i sonet XIII var jeg’et, der så døden an, hvorefter jeg’et blev konfronteret med døden i sig selv, er der i sonet XV et dobbeltblik, således at jeg’et - og læseren - samtidig betragtes af døden.

’Sommerfugledalen’ er også et metapoetisk værk, da det er via poesiens iscenesættelse af døden, at mødet fortrylles. Under læsningen oplever vi en nærmest kosmisk kraft, som både rummer livet og døden, alt og intet. En kraft, som vi kun kan møde i det poetiske sprog. Og i det fortryllende møde, mærker vi livet mere intenst. Men mødet opstår kun i glimt. Ophøret truer hele tiden. Det er mesterligt gjort af Inger Christensen, at læseren indlejres i værkets egen bevægelse, hvor skræk og skønhed går i ring. Vi konfronteres med døden, som kulminerer med at vi mødes af dødens blik – et møde som i et (øje)blik lader evigheden komme til syne. 

Den lærredsindbundne genudgivelse fra efteråret 2018 er vældig fin, men jeg savner digtsamlingens oprindelige, purpurfarvede omslag. Da purpur er sommerfuglebuskens farve og desuden sorgens farve i katolicismen, spiller netop denne farve en helt særlig rolle for samlingens univers.

Analyse

Christensen, Inger - Sommerfugledalen

Et menneske spejler sig i naturen, og står ansigt til ansigt med sin dødelighed. Gennem sin form viser Sommerfugledalen os evigheden i øjeblikket - sonetkransen er et net, hvori digteren fangede den flygtigste sommerfugl af alle.

Inger Christensen (1935-2009) er for længst gået over i litteraturhistorien som Danmarks centrale systemdigter. Flere af hendes værker, bl.a. Alfabet, trækker kraftig inspiration fra matematikken, og måden vi får øje på den i naturen, gennem plantelivets former. I sin sidste digtsamling, Sommerfugledalen (1991) går Inger Christensen i dialog med et klassisk digtsystem, nemlig sonetten.

Sommerfugledalen er dybt optaget af natursansningen, af at indfange et øjeblik og spejle evigheden i det. Værket skrider fremad som en sommerdøsig tankerække: Fortryllet og bombarderet af sanseindtryk, forsøger vores digterjeg at generobre jordforbindelsen, midt i alle sine associationer. For hvordan kan lyset vække minder og dødsfrygt, endda antyde andre universer, bare ved måden det falder ind gennem en sværm af insekter? I Sommerfugledalen har man fornemmelsen af at alting opstår og går til, lige nu. Mellem sansning af verden og mening i universet er der en afgrund – men måske, antyder Christensen, kan kunsten være der, hvor vi bygger bro? På den måde er Sommerfugledalen også et digt om at digte, et stykke metapoetisk litteratur.

Sommerfugledalen består af 15 digte, skrevet i den klassiske form kaldet sonetten. Samtidig hænger digtene sammen i en såkaldt sonetkrans. Det vil sige, at hver sonets afsluttende linje er åbningslinjen i den næste – lige op til det sidste digt, som sammensætter de 14 foregående førstelinjer til én opsummerende sonet. Sonetten er en traditionsrig digtform, hvis rytme og rim foregår efter et stramt skema. Genren er opfundet i 1200-tallet i italienske hofkredse, hvorfra den udbredtes i forskellige former af bl.a. Dante Alighieri og Petrarca. Den forgrenede sig bl.a. til England, hvor den fik den form man kan læse hos William Shakespeare. En sonet har 14 linjer, som typisk er fordelt på fire strofer: to kvartetter á fire linjer, samt to terzetter á tre linjer. Fra strofe til strofe sker der gerne en refleksion, en indre diskuterende bevægelse i sonetten– i traditionen er det tit overvejelser omkring den elskede, og hvordan den skønhed han eller hun besidder hænger sammen, og hvor jeg'et står i forhold til vedkommende. Sonetten er en genre, der kan tænke!

Det er på den måde værd at notere, hvor vanskeligt det er at få en hel sonetkrans til at gå op i en højere enhed. Sommerfugledalen er faktisk relativt symmetrisk – det er altså kun få steder, Christensen må lave undtagelser for at få tingene til at gå op. Generelt hedder rimskemaet ABAB CDCD EFE GFG - af og til med variationer, f.eks af kvartetterne til ABBA CDDC, eller EEF FCC i terzetterne. Variationerne i form er selvfølgelig til for at indholdet kan gå op, så værket i sin helhed kan få den rigtige, reflekterende udvikling.

Første sonet begynder en varm middagstime, da en vrimmel af sommerfugle pludselig omringer vores digterjeg på en tur gennem det fremmed lydende Brajcinodalen: ”De stiger op, planetens sommerfugle/ som farvestøv fra jordens varme krop,/ zinnober, okker, guld og fosforgule,/ en sværm af kemisk grundstof løftet op/” (Sonet I)

Jeg'et er overvældet over det nærmest overjordiske farveflimmer. Er der en psykose på spil? Er der opstået en slags tids-loop, hvor billeder fra barndommen dukker op igennem? Nej, ræsonneres det – det er simpelthen selve lyset, der har en evne til at lave illusioner for øjet af mennesket. Læg mærke til, hvordan digteren lige fra start sætter forskelligt tankegods i spil i sin poesi – både kemi (grundstof), biologi (insektnavne), kristendom (”lysets engel”) og mytologi (”Apollo”) har et ord med på vejen. På den måde kan hun, så at sige, slå til emnet fra alle vinkler, inden sonetten når til sin første konklusion, magien finder sted i sansningen.

Idet digterjeg'et begiver sig videre, har de sanselige indtryk forskellig indvirkning. Tidsfornemmelsen går i opløsning, og barndomsminder sætter gang i en mere dyster associationsrække; sommerfuglepupperne minder om forvandling, fødsel og død. Selvom tanken ”at blomstringen har rod i alt det rådne” (Sonet IV) bare minder om, at livet aldrig undslipper døden, savnet og sorgen som grundvilkår, fascinerer det stadig digterjeg'et - ”kun glimt af af skræk og skønhed går i ring/ som påfugleøje flagrer de omkring” (Sonet V)

Jeg'et er målløs. På den ene side er hun magtesløs, men alligevel mærker hun en følelse af umiddelbarhed, som ”gør livet sommerfuglelet at huske” (Sonet VI). Det fremkalder et minde om en forelskelse – i kærligheden smelter man sammen, og oplever momentant en evighedsfølelse, som man ved ikke varer ved. Det er den kamp, der er det store ved det. Christensen stiller så spørgsmålet – hvad nytter det at elske og leve, når vi bare skal dø? Når selv det at mindes dem, vi har mistet, er at opleve en flig af døden? Hun søger endnu engang svaret i sansningen, i syner af sommerfugle der skifter form og camouflerer sig. Hvis naturen lever af at indoptage former, så må sproget også kunne gøre det, ”hvis det kan dulme angsten for det øde/ at kalde sommerfuglene for sjæle/ og sommersyner af forsvundne døde”(Sonet X)?

Med fornyet kraft mindes hun sin far, der lærte hende navnene på alverdens kryb - tankerne henledes med det samme på de forskellige sommerfugle, der dukker op med navns nævnelse i hvert digt, og fungerer som ledemotiv værket igennem. I det hele taget bidrager disse navne, ikke bare med poetiske antydninger, men også tematisk – ”månemåler”, ”påfugleøje”, et cetera., beskæftiger sig jo på forskellige måder med sansning. Navngivningen af dyr og planter er jo også et centralt led i den videnskabelige og sproglige ordning af en kaotisk verden.

Forandringen er altså et naturprincip, et princip som digteren kan modsvare med sprog. Den poetiske metafor har en kraft, der skaber forbindelser på tværs af døden: ”Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge/ og sammensmelter ord og fænomen/ jeg leger perlemåler for at bringe/ alverdens leveformer ind i én./” (Sonet XIII) Erkendelsen af døden ligger i sansningen – men ved at skildre den som digt, laver man en form til at fange og indkapsle øjeblikket i. Hun kan endda svare døden: ”Jeg hører godt, du kalder mig for ingen,/ men det er mig, der svøbt i kejserkåbe/ ser dig an fra sommerfuglevingen” Fra at være naglet til jorden af dødsangsten, har hun i sin poetiske behandling af det forgængelige skabt en form, hvori man kan opleve en ligevægt mellem mennesket og døden – en form med længere levetid end både sommerfugle og mennesker.

Som klassisk digtform er sonetten optaget af form og symmetri. I den klassiske kunsts verdensbillede er det, som fuldender et værk først og fremmest, at det sætter sit emnestof på harmonisk form. Dermed ”beviser” digteren nemlig, at der ligger en harmonisk og skøn struktur i verden – i digtet kan man se verden gå op. Derfor er sonetkransen også en noget nær perfekt genre, fordi den har et budskab indbygget i formlen: Efter 14 digte, der er hægtet sammen som perler på en snor, viser den 15. sonet, at de tilsammen udgør ét smykke. Man kan forestille sig et helt symmetrisk snefug, som, når man zoomer ind, viser sig at være udgjort af mindre, identiske snefnug.

Inger Christensen er som moderne systemdigter lige så optaget af form, men fra en noget anden vinkel. Modernisten laver netop systemer og skemaer til at vise, at mennesket kan konstruere systemer, bygge noget der er større end det enkelte menneskeliv. Når man læser Sommerfugledalen, fornemmer man hen ad vejen, hvordan sonetkransen er den perfekte form til at behandle på de temaer, der er i værket. For i det moderne verdensbillede er universet ikke harmonisk, verden er fuld af forandring og forfald, former, der hele tiden opstår og forsvinder. Ved at bruge den cirkelformede sonetkrans, har Inger Christensen tegnet et portræt af døden og det forgængelige, i en form bygget på et uendelighedsprincip.

Sommerfugledalen stiller skarpt på den poetiske magi, der ligger i de mindste detaljer. Naturen er yndefuld i al sine forvandingskraft, men også skræmmende fordi døden ligger på lur i hver puppe eller blomsterknop. Med sin sidste digtsamling har Inger Christensen indkapslet dette dirrende åndedrag i en klassisk form - sonetkransen er det net, hvori digteren fangede den flygtigste sommerfugl af alle. 
 

Kilder, links og centrale værker

15 jul.19

Bogdetaljer

Forlag
Brøndum
Faustnummer
07262957
ISBN
9788773851975
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer