Bog

Som det ligger

Af (
2010
)

Anmeldelse

Som det ligger af Jacob Kokkedal

23 feb.10

Vidunderlig, morsom og satirisk hjemstavnsroman, der med sin blanding af Morten Korch, klassisk western og Niels Hausgaard leverer tankevækkende og fantastisk god underholdning.

Jørn Andersen vender efter 10 års frivilligt eksil og et hårdt liv som soldat og livvagt tilbage til sine forældre på fødeøen Mors. Som barn var Jørn det udsøgte mobbeoffer, men da han gjorde oprør mod sin tildelte rolle, blev han i stedet betragtet som mærkelig og en slagsbror. Jørn flygtede i sin tid for at undgå en voldsdom, men nu ønsker han bare at kunne finde fred og ro. Øens Jantelov og gammelkendte hakkeorden forsøger igen at få ham indpasset, men Jørn er blevet en anden. Med gamle venners hjælp og en klog gammel indremissionsk gårdmand synes han omsider, at kunne finde sin plads i samfundet. Oven i købet er der tilløb til, at han vil finde kærligheden, men et langt voksenliv i vold og sigen fra over for uretfærdigheder får Jørn til at reagere mod de trusler og den vold, som en flok tilflyttede rockere repræsenterer. Ved flere lejligheder støder Jørn sammen med rockerne, og den endelige konfrontation synes uundgåelig, ikke bare for ham selv, men også for hele hans familie.

Ragnarok synes på vej, men nu træder samfundets klanstruktur virkelig i karakter. Et er jantelov og hakkeorden, men man truer altså ikke bare en mands familie!

Jacob Kokkedal er selv født og opvokset på Mors, og det mærker man tydeligt i den meget præcise, men også kærlige skildring af øsamfundet. Forfatteren beskriver malende og vedkommende folk og fæ, samfundet, byerne og naturen, og med hovedpersonen Jørn som iagttager og katalysator stilles spørgsmålstegn ved den måde livet på landet og i de små landsbyer fungerer og er bygget op på. Også mere eksistentielle og fundamentale mekanismer sættes til debat, og det hele er smart pakket ind i en spændende handling. Romanens sproglige komposition, hvor handling veksler med anekdotiske skildringer af de forskellige typer og steder, fungerer perfekt.

Man både griner og græder, og får tillige noget at tænke over, og hvad mere kan man egentlig forlange?

Romanen, som altså både er vedkommende og meget læseværdig, er Jacob Kokkedals anden, og der er bestemt tale om en meget spændende forfatter, som det nok vil være værd at holde øje med.

Bogdetaljer

Forlag
Facet
Faustnummer
28093926
Graphic
Peter Stoltze, Stoltzedesign
ISBN
9788792366245
Antal sider
367

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer