Bog

Marie Curie

Af (
2018
)

Anmeldelse

Små mennesker, STORE DRØMME - Marie Curie af Isabel Sánchez Vegara

15 jul.18

Trods alle odds blev Marie Curie den første kvinde, der fik en doktorgrad i naturvidenskab og blev ansat til at undervise på universitet i Sorbonne.

Marie blev født under navnet Marya Sklodowska i 1894 i Warszawa, som dengang hørte under det Russiske Kejserrige. Hendes forældre var lærere, og hendes far underviste hende i fysik og kemi ved siden af hendes skoleundervisning. Maries store drøm var at blive forsker, hvilket var en lidt atypisk drøm for en lille pige. I skolen vandt hun en guldmedalje, fordi hun var så dygtig, og den var hun meget stolt af.

Gymnasiet afsluttede hun med udmærkelse, og siden kvinder i Polen ikke kunne gå på universitetet, rejste hun til Paris, for at studere. I Paris valgte hun at kalde sig Marie i stedet for Marya. Hendes storesøster var læge og bosat i Paris med sin polske ægtemand, der også var læge, så Marie var ikke alene.

Hun begyndte først på at læse medicin, men skiftede siden til fysik og matematik. Det var også i Paris, hun mødte den kendte fysiker Pierre Curie, og de forelskede sig i hinanden. De giftede sig i 1895 på rådhuset, da Pierre var ateist.

Marie og Pierre forskede begge og opdagede sammen nye grundstoffer i deres primitive laboratorium. I 1903 fik ægteparret halvdelen af årets Nobelpris i fysik for deres forskning i radioaktivitet (den anden halvdel fik Henri Becquerel). I 1906 blev Pierre dræbt under en hestevogn, men i 1908 overtog Marie hans undervisning i fysik ved Sorbonne universitetet og blev den første kvindelige professor. I 1911 blev Marie Curie tildelt årets Nobelpris i kemi.

En spændende biografi til børn fra fire år og deres forældre. Marie Curie var et virkeligt modigt og dygtigt menneske, som er beskrevet levende og letforståeligt. Den østrigske illustrator Frau Isa har skabt en fin og let stemning med de smukke illustrationer i rolige douchefarver. En herlig bog om en af de helt store kvindelige pionerer indenfor både videnskab, ligestilling og den humanitære krigsindsats under 1. Verdenskrig. Hun var målrettet, begavet ud over det sædvanlige og handlekraftig. 

Bogdetaljer

Secondary title
Små mennesker - STORE DRØMME
Forlag
Forlaget Albert
ISBN
9788793752023

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer