Bog

Skyggejægeren

Af (
2020
)

Anmeldelse

Skyggejægeren af Camilla Grebe

26 apr.20

Åndeløst spændende krimi byder også på historisk vidnesbyrd om kvinders kamp for at opnå ligestilling indenfor politiet.

Camilla Grebes nyeste krimi er blevet hædret som ”Årets svenske krimi 2019” af Det Svenske Krimiakademi. I det hele taget har hun modtaget lutter af positive og overstrømmende anmeldelser for sin Malin-serie, hvor der tidligere er udkommet tre bind: ’Når isen brister’, ’Husdyret’ og ’Dvale’.

’Skyggejægeren’ spænder over 75 år og følger fire kvinder i fire forskellige tidsaldre; 1940’erne, 1970’erne, 1980’erne og 2019. Fire forskellige kvinder, der aldrig rigtig mødes, men dog har det tilfælles, at de er tilknyttet politiet på den ene eller den anden måde. Alle fire kvinder er også, om det virkelig er muligt, på jagt efter den samme forbryder. I 1944 findes en kvinde myrdet, placeret på gulvet og naglet fast ved hænderne med store søm og en træslev proppet ned i halsen. De samme brutale scenarier gentager sig i henholdsvis 1971-74, 1985-86 og så igen i 2019. Men kan det virkelig være den samme morder, som Elsie, Britt-Marie, Hanne og Malin alle kommer på tværs af, og som bliver en vigtig brik i deres liv og skæbne?

Bortset fra det neglebidende spændende krimiplot, så er romanen lige så meget et skriftligt vidnesbyrd om kvinders kamp for at opnå ligeværd og accept i en jobfunktion, der historisk set har været meget mandsdomineret. Elsie er i 1940’erne politisøster og hjælper udelukkende med til at hjælpe kvinder og børn i forbindelse med forbrydelser, Britt-Marie er i 1970’erne politiuddannet, men bliver aldrig accepteret som fuldgyldig betjent på sin arbejdsplads, Hanne er i 1980’erne det man i vore dage kender som en ”profiler”, men oplever primært accept af sit gode udseende. Malin i 2019 burde være ude over denne form for diskrimination, men oplever den alligevel fra en højst uventet side.

Bogen læser nærmest sig selv, den er virkelig åndeløst spændende på det kriminalistiske såvel som på det psykologiske og historiske plan. Den kan sagtens læses uafhængigt af forgængerne, men jeg vil anbefale at man læser bøgerne i rækkefølge, da det giver baggrundsviden omkring karaktererne og skaber et særligt overblik.

Camilla Grebe har tidligere udgivet krimiserien om Siri Bergman sammen med sin søster Åsa Träff.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Charlotte A.E. Glahn
Faustnummer
47684315
ISBN
9788711980057
Antal sider
431

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer