Bog

Skrønen om Erkan

Af (
2010
)

Anmeldelse

Skrønen om Erkan af Karsten Lund

18 mar.10

I portrættet af tyrkeren Erkan giver Karsten Lund et realistisk billede af hvilke konsekvenser det kan give at flytte til en kultur fra en helt anden.

Efter den velskrevne 'Den amerikanske sømand' vender forfatteren stærkt tilbage med en samtidshistorie om Erkan der kom til Danmark i 1969 hvor al udenlandsk arbejdskraft blev mødt velkommen.

Erkan starter på fiskefiletfabrik i Esbjerg og herfra arbejder han sig støt og roligt til en stærk position i det danske samfund, startende med opkøb af en grønthandel til at drive en kæde af restauranter og hoteller landet over.

Dog kaster visse begivenheder i Erkans fortid skygge over hans succesfulde liv. Disse begivenheder var den egentlige årsag til at han forlod sit hjemland. Familiestridigheder fra barndommen eskalerer nu og bringer opgøret mellem Erkan og en anden mand nærmere.

Hævnmotivet er en ukendt faktor i vores univers, men en helt afgørende faktor for tyrkerne.

Dette spændingsmoment holder læseren fanget og man frygter for hvilke konsekvenser det får for den sympatiske Erkan. Slutningen er meget overraskende.

Karsten Lund skriver dejlig ukompliceret og ligefremt om de følelser og reaktioner man som indvandrer gennemlever, når man bliver en del af det danske samfund.  Her fortælles i respekt for begge kulturer. Som læser får man en større forståelse for hvilke faktorer styrer tyrkernes liv: familiebindinger, religiøsitet, hævnmotiver.

Erkans historie er også en del af krøniken om Danmarks historie.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28160615
Graphic
Lise-Lotte Holmbäck
ISBN
9788702084795
Antal sider
317

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
søn, 15/08/2010 - 00:13

Kære Karsten

Det er lørdag aften, klokken præcis 00.00, altså på vej til søndag, og jeg har netop lagt "Skrønen om Erkan" fra mig efter modvilligt at have læst sidste ord. Et par gange.

Det er en genial bog, og en af dem, hvor jeg har været nødt til at dosere for ikke at sluge alle sider på én dag. Jeg er selv fra Esbjerg og bor her endnu, men det har kun været en ekstra godbid oven i den varme og glade og meget nærværende og rørende oplevelse, det var at læse krøniken.

Hvor er du god til at få os til at møde et menneske - et HELT menneske på godt og ondt - og møde ham så grundigt, at jeg har beskyldt mig selv for at holde så meget af ham, når han jo også har åbenlyse usympatiske sider. Du har givet mig som læser præcis den samme dobbelt-følelse i kroppen, som dommeren må have siddet med ved den afgørende retssag. Jo, han har brudt loven ad helvedes til, men nogle ting er hævet over loven.

Og man forstår ham. Og man forstår pludselig - eller føler i hvert fald, at man forstår - de lokale grønthandlere og te-drikkende mænd på bænke og Den Tyrkiske Forening og de unge piger på Esbjergs to universiteter meget bedre.

For ikke at tale om, at jeg klart må smage ristede pinjekerner inden for de næste dage.

Tak for en varm og meget menneskelig og klog bog, som vil rumstere i mig længe. Som har gjort mig glad. Og som jeg i øvrigt har en undskyldning for at læse igen meget snart, for jeg tror, jeg vil læse den højt for min kæreste, som er håndværker. Og selvstændig. Og som jeg tror, vil kunne få meget ud af at lære Erkan og kende.

Mange hilsener Mai

Ps. Du og jeg mødte i øvrigt hinanden, Karsten, da du tidligere på året holdt foredrag for Esbjerg Journalistklub på Hotel Britannia. Jeg ærgrer mig over, at jeg dengang ikke havde læst bogen. Så havde jeg haft endnu flere spørgsmål til dig. Hvis du går ind og ser filmen på www.journalistklubben.dk, så er det mig med det lyse hår, der sidder lige ved siden af dig.