Bog

Skjulte minder

Af (
2019
)

Anmeldelse

Skjulte minder

19 feb.20

Det er en varm, munter og underholdende roman om fire menneskers tilfældige møde i et fly på vej fra Dubai til London.

Den unge Lexie bor på landet i England og kan ikke komme hurtigt nok hjemmefra. Hun drømmer og længes efter et liv i London. Helt tilfældigt møder hun den unge flamboyante kunstskribent Innes, og han introducerer hende for bohemeverdenen i efterkrigstidens London. Hun rejser til London og bliver en velrenommeret kunstkritiker, og sammen med hendes elskede Innes udgiver de et kunsttidsskrift, omgås alle de hotte kunstnere og lever et eventyrligt og excentrisk kunstnerliv, hvor konventioner brydes indtil katastrofen sker.

I det andet spor i romanen er vi 50 år længere fremme i tiden. Den finske billedkunstner Elina har netop født sit første barn, og hun og ægtemanden Ted kæmper for at finde fodfæste efter en meget dramatisk og chokerende fødsel, hvor Elina var tæt på at miste livet. Samtidig med at Elina lidt efter lidt finder sig selv, maler og begynder at få følelser for sin lille søn, får Ted nogle mærkelige absencer og udfald, måske trigget af det at være blevet far. Det er en blanding af flashbacks og følelsen af, at han har glemt noget.

'Skjulte minder' er en roman om moderskab, om hvordan en fødsel og det at blive mor på alle måder er livsændrende. Kroppen der har ændret sig, den mistede frihed, angsten for ikke at være god nok blandet med en kærlighed (eller mangel på samme), alt sammen noget, der kan gøre de fleste småskøre. Romanen handler om at være kunstner, at leve og ånde for kunsten og vide, at det at blive mor har konsekvenser og opofrelser for resten af ens professionelle liv. Og så handler den om, hvad fortielser gør ved menneskers mentale tilstand.

Maggie O’Farrell lader alle hovedpersonerne fortælle deres historie, og elegant væver de sig ind i hinanden med hjælp fra en alvidende fortæller, der lige sørger for at holde os på sporet. Men fortælleren er også med til at skabe spænding på sin egen lyriske måde. 

Lad dig endelig ikke narre af det noget pudrede og overromantiske forside eller for den sags skyld titlen. Den er så meget mere end det. Jeg var meget bevæget og nød virkelig at læse den. Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre, fordi den er så sørgelig og gribende. Maggie O’Farrell beskriver det vakuum, man som forælder kan ende i, når en ny verdensborger melder sin ankomst. Og så er det også en roman til alle os, der elsker London. Der er flere herlige beskrivelser af swinging London i start tresserne og af det hotte kunstnermiljø. Endelig er det en meget spændende roman om, hvad fortielser gør ved mennesker, og så er den blændende godt skrevet. 

Bogdetaljer

Forlag
House of Words
Oversætter
Peter Bendtsen
Faustnummer
47417236
ISBN
9788793369047
Antal sider
332

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer