Bog

Skaberen, taberen, frelseren? : historien om Dansk Folkeparti

Af (
2021
)

Anmeldelse

Skaberen, taberen, frelseren? : historien om Dansk Folkeparti

23 feb.21

Et vellykket analytisk bidrag til at forstå Dansk Folkepartis spektakulære op- og nedtur og samtidig et underholdende og spændende stykke dansk historie.

Forfatterne har et indgående kendskab til dansk politik og har bl.a. begge arbejdet som pressechefer for Venstre. De giver et godt indblik i DF’s særlige måde at drive politik på, forklarer deres overvældende sejre og fatale nederlag og kommer med et bud på fremtiden.

DF beskrives som den største succes i dansk politisk historie med 20 års næsten uafbrudt optur. Fra at være et ikke stuerent parti, udviklede det sig under Pia Kjærsgaards kyndige ledelse til et stort parti, måske endda et regeringsdueligt parti med stram topstyring, stærke værdier og troværdighed. Deres opgør med de gamle partiers liberale udlændingepolitik og deres fokus på velfærd tiltrak mange vælgere.

Perioden fra partiets skabelse i 1995 til magtoverdragelsen fra Pia Kjærsgaard til Kristian Thulesen Dahl i 2012 var en stigende opgangstid. Især var årene i nullerne som støtteparti for VK-regeringer en glansperiode med et storartet samarbejde med Anders Fogh Rasmussen.

Forfatterne ser på, hvorfor det begyndte at gå galt under Thulesen Dahls ledelse. De mener, at partiet blev sløvet af det fine samarbejde med Venstre og Fogh Rasmussen og glemte den nødvendige fornyelse. De tog ikke som andre partier moderne strategiske analysemetoder i brug. Under Pia Kjærsgaard nød partiet godt af hendes fine mavefornemmelse, men det er ikke nok i moderne politik.

Thulesen Dahl besidder ikke samme mavefornemmelse. Han beskrives som lidt af en dinosaur, der overser alle blinkende advarselslamper og uanfægtet fortsætter i samme skure. Han ser ikke farerne fra højre og truslen fra venstre i form af en dygtig og velforberedt Mette Frederiksen, der udnytter samarbejdet med DF til egen fordel. Han indser ikke, at det, der engang var kontroversiel politik, nu er mainstream, og at DF også skal inddrage flere områder i deres politik, som f.eks. klimaproblemet.

DF er stadig benhårdt styret fra toppen, og Thulesen Dahl beskrives som en egenrådig leder. Han var en vigtig medarbejder i skabelsen af partiet, men han tillægges hovedansvaret for DF’s nedtur og spås et snarligt fald. Der er et hemmeligt ulmende oprør i partiet, men den hårde partidisciplin gør, at man indtil videre afventer, at Thulesen Dahl selv vælger at gå af.

Spørgsmålet er, om der er en frelser inden for partiets egne rækker. Forfatterne peger på den eneste reelle kronprins Morten Messerschmidt. En lidt kontroversiel type, der desuden er syltet ind i sagen om misbrug af EU-midler. Som et dristigt gæt på en formand udefra, nævner forfatterne, at flere partimedlemmer har drømt om, at Inger Støjberg kunne finde på at skifte til DF. Det er måske ikke helt usandsynligt i dag, hvor Støjberg er blevet løsgænger.

Bogdetaljer

Forlag
Gad
Faustnummer
38765264
ISBN
9788712062998
Antal sider
281

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer