Bog

Sjælerytterne

Af (
2020
)

Anmeldelse

Sjælerytterne

19 jan.21

Universet fra verdens største online hestespil Star Stable udfoldes i bogform, hvor fire Sjælerytteres magiske kræfter vækkes i kampen mod en ondskab fra fortiden.

Lisas far har igen fået nyt job, og de skal derfor flytte. Denne gang går turen til den smukke ø Jorvik, hvor han har fået job på en boreplatform. Hvad ingen af dem ved er, at øen har en sagnomspundet fortid, og at dystre kræfter er begyndt at røre på sig igen.

I første bind ’Jorvik kalder’ forsøger Lisa at falde til på øen og på sin nye skole. Hun er ofte alene hjemme, fordi hendes far er væk på arbejde. På den nærliggende rideskole bliver hun på mystisk vis draget mod den specielle hest Starshine, som viser sig at være det udtrykte billede af en hest, hun gentagne gange har oplevet i sine drømme. Lisa mor er død i en rideulykke, og Lisa har egentlig svoret ikke at nærme sig en hest igen. Men Starshine kalder på noget i hende. Efterhånden går det op for Lisa, at hun og hendes tre nye venner, Alex, Linda og Anne, faktisk er de sidste, udvalgte Sjæleryttere. Først skal de dog lære at bruge deres nye kræfter ved at opnå sjælebånd med deres heste.

I andet bind ’Legenden vågner’ er det lykkes de fire piger at knytte sjælebånd med deres heste, hvilket har besejlet deres magiske evner. Pigerne har hver deres særlige symbol; stjernen, månen, solen og lynet. Hvor Lisas gave er at kunne helbrede, og Linda er i stand til at se små glimt af fremtiden, så kan Anne flytte sig fra et sted til et andet på et splitsekund, mens Alex mestrer lynets kraft. Sagnet siger, at når de fire Sjæleryttere og deres heste er forenet på øen, så vil ondskaben blive besejret. Men så begynder Sjælerytternes heste at forsvinde, og pludselig ser det hele ret sort ud.

I serien om ’Sjælerytterne’ vil mange kunne kende deres helte fra spillets verden, og det kan skabe læselyst hos børn, der ellers ikke plejer at læse. De fire Sjæleryttere udgør et stærkt søsterskab. At pigerne hver især har forskellige væremåder, interesserer og karakteristika, som trækker tråde til deres magiske kræfter og forstærkes af sjælebåndet til deres heste, er et smart træk. Det giver læserne mulighed for at finde deres egen favorit i den Sjælerytter, de bedst kan identificere sig med.

Historien er et dramatisk mix af fantasy og hesteliv, og Jorvik er et smukt og mystisk sted fuld af magisk natur og gamle historier og legender. Forrest i hver bog er der et detaljeret kort over øen, og bøgerne er desuden udstyret med flotte forsider. Linjerne mellem godt og ondt er dog trukket lidt tydeligt op, for man er aldrig i tvivl om, hvem der er de onde, i hvert fald ikke i begyndelsen af historien.

’Sjælerytterne’ skal nok blive et hit hos dem, der kan lide magi, heste og venskab, og serien kan læses fra ca. 11 år.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Oversætter
Charlotte A.E. Glahn
Faustnummer
48220983
ISBN
9788711981207
Antal sider
259

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer