Bog

Sandets sprog

Af (
2011
)

Anmeldelse

Sandets sprog af Ellen Block

07 feb.11

Intet tab i verden er større end at miste sit barn, sin familie og sit hjem. Hvordan overlever man? Abigail Harker søger tilflugt på en afsondret ø, hvor ikke alt er, som det ser ud til.

Abigail Harker tager til øen Chapel Isle for at leje øens fyrtårn. Hun er enke, har mistet hele sin familie og hjem i en brand, hvor hun var den eneste overlevende. Hun har lejet fyrtårnet for et år og har indvilliget i at være fyrtårnets opsynsmand. Da Abigail ankommer til øen, forekommer den hende øde og underlagt naturens kræfter. Indtrykket bliver ikke bedre, da hun ser fyrtårnet. Det lever slet ikke op til hendes forventninger, det er faldefærdigt, beskidt og forsømt. Øens beboere hævder, at fyrtårnet er hjemsøgt af den tidligere fyrpasser, og Abigail er tvunget til at revidere sit syn på livet.

Dette er en bog om tab og sorg, og om hvordan man definerer verden og sig selv efter et stort tab. Den er velskrevet og fængende, da den hele tiden leger med læserens opfattelse af fantasi og virkelighed. Selvom hovedpersonen er Abigail, får læseren også indblik i mange af de andre personers tab. Ellen Block beskriver det at miste sin familie fra flere forskellige vinkler, og hun giver et godt indblik i forskellige måder at håndtere tabet på. Hvordan kommer man videre i livet? Nogle flygter til et andet sted, får en ny identitet, andre flakker rundt uden egentlig at høre til noget sted, og en enkelt af hendes personer klarede tabet ved at tage sine sko på hver morgen. Hendes personbeskrivelser er meget beskrivende, og man får hurtigt et indtryk af øboernes særlige karaktertræk.

At skrive en bog om tab er altid svært, da følelsen er meget individuel. Ellen Block gør det godt. Hun formår at vise læseren Abigails altoverskyggende sorg, men med en vis portion humor og rapkæftede replikker. Dette gør bogen både underholdende og tankevækkende.

Jeg vil helt klart anbefale denne bog; selvom man ikke selv har oplevet et tab, kan man som læser sagtens identificere sig med bogens personer. Dette er en historie, der har lidt af det hele, legender, mystik, samfund, humor og sorg. Den er forsynet med spørgsmål og ekstra materiale til brug for læsekredse, så der er den også anbefalelsesværdig.

Bogdetaljer

Forlag
NB Books
Oversætter
Nanna Birch
Faustnummer
28585462
Graphic
Dan R. Knudsen
ISBN
9788791955068
Antal sider
282

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer