Samlede Strunge : digte 1978-85

Strunge er fortsat relevant i en tid, hvor ungdommen siger fra overfor tidligere generationer – denne gang med fokus på klima. Genudgivelsen er flot, men det er gået for stærkt.

'Samlede Strunge . Digte 1978-85' er et massivt værk. Lidt over 1000 sider er det blevet til. Og det er ikke én side for meget. Det er ambitiøst at udgive Strunges 11 digtsamlinger plus supplerende digte. Alle digtene – og derved Strunge – taler i høj grad for sig selv. Derfor er det en befrielse, at der ikke er noget forord, men at man ved læsning straks kastes ud i Strunges første digtsamling fra 1978, 'Livets Hastighed'.

Herefter følger de næste digtsamlinger kronologisk: 'Fremtidsminder' (1980),'Skrigerne', 'Punktexter' 1976-78! (1980), 'Vi folder drømmens faner ud' (1981), 'Ud af natten' (1982), 'Nigger 1' – eller: 'Mit nøgne hjerte' (1982), 'Nigger 2' (1983), 'Verdenssøn' (1985) og 'Billedpistolen' (1985).

Alle nyudgivelserne bærer til stor glæde de oprindelige indledende citater fra Strunges idoler og iboende tegninger lavet af Strunge selv. Værket slutter ikke ved digtsamling nr. 11. I stedet udgør sidste del den store finale. Her afsløres fem upublicerede Strunge-digte. Alle fem digte bærer Strunges umiskendelige rytme og drømmende karakter. På den måde er der intet overraskende i de nye digte, men de minder os om Strunges særlige stil. Og det i sig selv er en gave. Her et par linjer fra digtet ’Lynskud’:

”I ødemarken stod han pludselig / som sunket op i himlen, hvilke farver / hvid blå rød og så øjnene / der glødede mærkbart i brystet på dette forkomne englebarn”.

Ud over de fem nye digte, minder 'Samledes Strunge. Digte 1978-85' indholdsmæssigt om sin forgænger fra 1995. Her blev alle 11 digtsamlinger plus en håndfuld andre digte optrykt. Man må derfor spørge sig selv, om det er nødvendigt med en nyudgivelse. Og ja, det vil jeg mene. I kølvandet på de sidste års øgede fokus på den energifyldte og drømmende poet fra 80’erne er det oplagt at genudgive Strunge. Samtidig er han igen relevant i en tid, hvor ungdommen siger fra overfor tidligere generationer – denne gang med fokus på klima.

Når det så er sagt, mener jeg, at Gyldendals genudgivelse er gået for stærkt. Forlaget har taget den store opgave seriøst, men de har ikke gjort deres forarbejde til fulde. Den nye udgave er i et større format, end Strunges tekster oprindeligt udkom i. Derfor finder man blandt andet anderledes linjeskift ved den nyoptrykte 'Billedpistolen', hvor netop linjeskiftene er væsentlige for læsningen. Også i genoptrykket af 'Nigger 1' og 'Nigger 2' er der fejl, idet skrifttypen ikke er identisk med de oprindelige udgaver fra henholdsvis 1982 og 1983. Desuden har man fra Gyldendals side valgt at ændre på sideopsætningen ved i 'Nigger 2' at starte ’ Er vi de eneste niggere i universet?’ fra toppen af siden frem for midten som i den oprindelige udgave.

Det er ærgerligt, at Gyldendals gode intentioner ikke følges til dørs. Hvad layoutvalget skyldes, kan jeg kun gisne om. Men selv om den nye 'Samlede Strunge. Digte 1978-85' på mange måder er i Strunges ånd – blandt andet på grund af den flotte forside – halter den andre steder langt efter sin forgænger. Selv om udgivelsen af de nyopdagede digte på alle måder er vigtig, opvejer det ikke frustrationen over de steder, hvor der er blevet sløset med det digteriske indhold.

Lad dette være et opråb til forlagene om, at genudgivelser skal laves for at give læserne et indblik i et vigtigt og fortidigt forfatterskab. Dette gør man kun ved at være tro over for de tidligere udgivelser.