Bog

Sådan mister du hende

Af (
2013
)

Anmeldelse

Sådan mister du hende af Junot Diaz

10 jan.14

Usentimentalt men alligevel rørende giver novellerne indsigt i kærlighedens væsen og uvæsen i det dominikanske immigrantmiljø i USA. Store følelser er på spil, og håbet om nye begyndelser står stærkt.

I ni intense fortællinger med gennemgående karakterer bliver kærlighedens mange ansigter tvistet på en både sørgmodig og munter måde. I centrum står Yunior, som er søn af dominikanske forældre. Vi møder hans bror, Rafa og hans forældre på forskellige tidspunkter af deres liv, men også andre vigtige personer. Omdrejningspunktet for Yunior er kvinder. Det starter tidligt, og han jagter dem, begærer og elsker dem betingelsesløst, men er selv utro på alle måder.

Kvinderne er et helt kapitel for sig. De er i alle aldre, forskellige, attraktive, selvstændige og alligevel helt sig selv. De lyver og bedrager om, hvem de er blevet gravide med, og mændene lyver og bedrager, men undervejs bliver der elsket, så det gnistrer. Stor er sorgen, når det hele pludselig ophører, men håbet og længslen om nye begyndelser står stærkt. Vi er i immigrantmiljøet med ufaglærte forældre, utilregnelige og utro kvinder og mænd, hvor livet er en kamp dag for dag. Under det hele ligger der også et tema om racisme i det demokratiske USA.

I novellen Invernio (Vinter) henter Yuniors far sin familie, der består af moderen og Yuniors bror, Rafa, til New York. Det er en stærk novelle om at komme til et fremmed land, hvor man ikke kender nogen og ikke kan sproget.  VinterkuIden og en brændende losseplads bliver en metafor for sindets tilstand. I novellen ’Rafa’, får den hensynsløse, nærmest lidt ondskabsfulde, bror kræft og dør, men undervejs bruger og misbruger han alt og alle, selv sin mor, der trods alle odds hjælper og tilgiver ham.

Det er intense noveller om kærlighed, lyst og begær, hvor begge køn står lige stærkt og er uforglemmeligt skildret. Via et levende sprog med korte, præcise dialoger skriver han om de momenter i kærligheden, der ikke kan begribes rationelt. Så langt ind i sindets krigszone og alligevel tæt på virkeligheden kommer man sjældent. Han bliver med god grund sammenlignet med den mesterlige amerikanske novelleforfatter Raymond Carver. Junot Diaz er født i Santo Domingo i 1968 og har blandt andet modtaget Pulitzer-prisen. På dansk findes romanerne Drengenes by og Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Claus Bech
Faustnummer
50789829
ISBN
9788702137767
Antal sider
246

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer