Rygtet

Rasmus Daugbjergs debutroman er en gruopvækkende og rygtefortættet skildring af menneskers omgang med den fremmede eller tilflytteren.

I 'Rygtet' er en fremmed ikke en ven, du bare ikke har mødt endnu, men i stedet et fjernt og navnløst du uden en stemme. Allerede fra første side skaber landsbysladderen en dæmonisk ramme om den fremmede:

”Rygtet siger, at du har begravet dit barn et sted i skoven og ikke kan huske hvor. Nu hyler du og håber, at barnet hyler tilbage et sted i skoven. Ira siger, at du hyler for at få vores medlidenhed. Tror du, at dine trængsler kan få os til at sørge?”

'Rygtet' er fortalt i du-form til den fremmede, og med et effektfuldt greb tildeles den fremmede minoritetens position i samfundet og gives aldrig selv en stemme. Landsbyens vekslende stemmer taler som et komplekst og fjendtligt vi i et fælles sprog. Som læsere har vi ikke adgang til du'ets synsvinkel og tanker. Disse er fremmedgjorte både for landsbyen og for læseren.

Handlingen foregår i et ikke nærmere defineret landsbymiljø, og karakterernes navne som Troggel, Sølver, Unnr, Kalke og Svalte signalerer en fællesnordisk og mytologisk baggrund. Karaktererne, der på skift tager ordet i de korte prosastykker, fremstår uden nogen egentlige ydre karakteristika. De bliver næsten kropsløse, eller reduceret til at være munde, der taler: Præsten, der ønsker sig en kirkeklokke og frygter Jana. Jana, der blev født som et lyst og nærmest gennemsigtigt barn, og som i landsbyens øjne har størst kendskab til både den fremmede og det guddommelige. Aron, hvis hund blev holdt fanget i et hul. Svalte, der vedholdende omtaler sin egen død som noget, der allerede er hændt. Og ikke mindst Tvillingen, der taler med en særlig stemme, fordi hun er født i skoven og forstår den, eller med landsbyens egne ord, ”som spæd kravlede Tvillingen op ad et hul, og så var hun født”.

Modsat de øvrige landsbyboere ignorerer Tvillingen ikke truslen fra skoven og fra det mystiske hul i udkanten af byen, Urhullet, der fortsat vokser og truer med til sidst at sluge hele byen og med den måske alt jordisk. Med Tvillingens egne ord:

”Skoven troede, at jeg var kommet for at dø i den, siger hun. Hun siger, skoven ikke ville have flere kroppe i sig. Tvillingen sagde til skoven, at hun var bange for den. Jeg bløder ikke længere i skoven, for skoven ved, jeg er bange for den. Hun siger, at skoven tåler den, som frygter den.”

Skoven i 'Rygtet' er på ingen måde et romantisk sted. Den bliver en mund, der som fortællingens mange andre munde kan true med at sluge et menneske. Menneskets forhold til naturen er ikke en fredelig eller romantisk affære. I stedet er naturen en kraft, der kan være skadende for mennesket og i sidste ende fortære det.

Fortællingen bevæger sig langt ud over den realistiske sfære og inddrager i vid udstrækning sære elementer med voksende huller og en skov, der har egen vilje. De enstrengede navne som fx Præsten og Fluehovedet minder om navngivningen af karakterer hos en anden af Danmarks sære fortællere, Peter Seeberg, i novellesamling 'Eftersøgningen'. Jonas Eika er et nutidigt eksempel på en anden dansk forfatter, der arbejder med sære elementer og en politisk engageret skrift i sin novellesamling Efter solen. Hos Daugbjerg nærmer det overnaturlige sig trolddomslogikken, og skriften er gennemsyret af en særlig fornemmelse for rædslen. Den kan læses som en horror story og giver rædslen et sprog, der i litteraturen i øvrigt kan findes i krimigenrens dyrkelse af volden og ondskaben.

'Rygtet' er en roman, der efterlader sin læser med en urovækkende fornemmelse i maven. Selv om romanen ikke eksplicit italesætter et politisk spor, er der tunge og tydelige paralleller til både klimakatastrofe og indvandrerdebat, der kalder på selvrefleksion og eftertanke. Men der er også et særligt foruroligende bid i den sproglige billeddannelse med mørke og kraftfulde udtryk som ”hadet er en sort frugt i maven”. Og ikke mindst er tekstens stemmekastrerede du en påmindelse om, hvordan vi i sidste ende bliver de fortællinger, andre fortæller om os.