Bog

Rowleys uhyggeligt sjove spøgelseshistorier

Af (
2021
)

Anmeldelse

Rowleys uhyggeligt sjove spøgelseshistorier

26 okt.21

Forfatteren til ’Wimpy Kid’ har begået endnu en genistreg, der vil få de fleste børn til at gyse lidt og grine meget. 

Der er en grund til, at Jeff Kinneys bøger er blevet så populære – de er virkeligt sjove og opfindsomme, og denne bog er bestemt ingen undtagelse. Kinney er kendt for sin populære serie om Wimpy Kid, og fortælleren i denne bog, Rowley, er Wimpy Kid Greg Heffleys noget mere forsigtige og lidt nørdede bedste ven.

Efter længe at have måttet nøjes med at være sidekick, har Rowley fået sine egne bøger, som der nu er hele tre af. Denne nyeste er en samling mere eller mindre uhyggelige historier med varulve, mumier, zombier og den slags, alle sammen fortalt af Rowley. Historierne er præget af en stor grad af uforudsigelighed, og det er befriende umuligt at gætte slutningen på den enkelte historie. Man overraskes gang på gang over, hvilke opfindsomme drejninger historierne tager, og det gør læsningen til en kæmpe fornøjelse og bogen svær at lægge fra sig. Da den også er relativt nem at læse med sin dejlige store skrift på linjeret papir, er det en bog, mange børn sikkert hurtigt vil læse færdigt. Heldigvis kan den sagtens læses mere end en gang, og det vil den helt sikkert også blive.

Tegningerne er noget for sig og spiller perfekt sammen med tekstsiden. Illustrationerne syner ved første øjekast ret simple, men de er fulde af sjove detaljer, der fik mig til at grine højlydt flere gange. Specielt historien ’Medicinskabet’ om en dreng, der åbner det forbudte skab på badeværelset, er utroligt sjov. I mine øjne er bogen ikke skræmmende på nogen måde, da tegningerne tager brodden af den værste uhygge, men børn med en meget god fantasi vil måske synes noget andet, så det skal man selvfølgelig være forberedt på. Man behøver ikke at have læst Kinneys mange andre bøger for at blive underholdt af denne, men bliver man fanget af stilen, er der jo heldigvis nok at gå i gang med.

’Rowleys uhyggeligt sjove spøgelseshistorier’ er den sjoveste bog, jeg længe har læst, og mine to drenge på 11 og 14 er helt enige. Jeg er sikker på, at bogen vil være et kæmpehit for fans af andre sjove bøger som fx Dav Pilkeys ’Kaptajn Underhyler’, der er på jagt efter det næste humørfix. Og hvis man mangler mere motivation til at tage den med hjem, kan den med sin letlæselige tekst og overflod af sjove tegninger også hjælpe modvillige læsere med at opdage læselysten. 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Anne Lund Gillesberg
Faustnummer
61522069
ISBN
9788702327052
Antal sider
224

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer