Røverbruden

”Røverbruden” er en roman om kvinder. Ja, og så selvfølgelig om deres mænd - eller måske rettere, de mænd, de havde engang. Inden Zenia kom ind i deres liv...

 
“Hvis din mand forlader dig, så er det nemmere for dig at tro, at en anden kvinde har stjålet ham. At han slet ikke har haft nogen fri vilje i den sag. Mens sandheden måske er, at han valgte frit. Han valgte bare ikke dig”
(Margaret Atwood, i interviewet: “Klapperslanger skal bide”, Weekendavisen 28. oktober 1994, 3.sektion, bøger, side 3)

Nogle romaner opsluger én fuldstændig. Man har den med sig overalt. Man er alt for længe på toilettet, man kommer ikke af bussen og man går tidligt i seng om aftenen - men man sover alt, alt for sent. Sådan en roman er “Røverbruden” for mig - selvom jeg har læst den, tja, måske 5 gange? Den er elementært spændende, den er modbydelig, den er morsom, den er oplysende, den er bare ikke til at lægge fra sig!

Vi befinder os i Toronto, i starten af 1990’erne. Bogen bevæger sig gennem flere samfundslag, fra Tony, der er akademiker, over Roz, der er overklasse, til Charis, der er i helt sin egen klasse. De tre kvinder er meget forskellige, men de har én ting til fælles: de har ladet sig narre. Af røverbruden Zenia. Som gjorde dem alle enlige, selvom én af dem fik sin mand igen.

Hvem er Zenia? Hvorfor er hun så ond? Hvorfor er hun så fascinerende? Måske netop fordi hun er ond. Hun rummer ikke medfølelsen eller skyldfølelsen, hun handler altid kun for egen vindings skyld. Og ikke engang det, nogen gange er der ingen grund til hendes ondskab, andet end at den er mulig. Vi, læserne, hader hende intensivt, men kan alligevel ikke lade hende være. Hvordan kan hun gøre det, spørger vi, med en blanding af foragt og misundelse, hvordan kan hun lade være med at føle sig ansvarlig over for andre mennesker?

“Røverbruden” handler om alle kvinder, om, hvordan vi er skruet sammen. Zenia lader, som om hun er såret, forældreløs, sexmisbrugt, syg, ensom, og alle hopper på limpinden og yder hende omsorg.  For sådan noget kan kvinder ikke lyve om, så onde kan de (vi) ikke være?

Atwood skriver som altid fantastisk. Hun er fulgt med tiden, uden at hendes romaner af den grund er blevet tidstypiske. Hun sætter tingene på spidsen og i perspektiv og er lykkeligt befriet for enhver form for politisk korrekthed. Her er tankestof og underholdning i én omgang. Hvis man vil læse mere fra hendes hånd, kan jeg anbefale “Oryx og Crake”, der udkom i 2003.

Oversat fra engelsk af Lisbeth Møller-Madsen efter 'The robber bride'. Lindhardt og Ringhof, 1996. 516 sider