Bog

Rige børn leger bedst

Af (
2021
)

Anmeldelse

Rige børn leger bedst : et portræt af det danske klassesamfund

20 apr.21

Et væsentligt indlæg i samfundsdebatten, hvor fem samfundsforskere beskriver og analyserer det nye klassesamfund.

De fem forfattere giver et bredt samfundsportræt af Danmark, hvor klasseforskellene eksisterer i bedste velgående, omend i en anden form end tidligere.

I de seneste 30 år har den velbjærgede overklasse klumpet sig sammen i storbyerne og fortrængt arbejderne til provinsen, så vi nu har både et socialt og geografisk skel. Uligheden er øget markant, og den skandinaviske samfundsmodel med det unikke velfærdssystem er under pres. Med eksempler fra forskellige bydele i Danmark med hver deres sociale skel tegnes et billede af de forskellige geografiske, økonomiske og holdningsmæssige forskelle, der præger landet. Forfatternes holdninger er klare og veldokumenterede, og de nøjes ikke med at analysere, hvad der er gået galt, men peger også på løsningsmuligheder.

Flere faktorer har bidraget til den skæve udvikling. Flere årtiers sociale omfordeling er rullet tilbage, og der hersker stor utryghed i det brede lag. Det nye klassesamfund har en betydelig gruppe, der står på kanten af eller uden for arbejdsmarkedet. Politiske beslutninger om skattereformer til fordel for overklassen og omfattende ændringer/forringelser af dagpenge, efterløn, førtidspension og andre sociale ydelser har svækket velfærdssamfundet.

Overklassen og den højere middelklasse har lukket sig om sig selv. De lever i de samme områder, gifter sig med hinanden og har råd til at sende deres børn i gode skoler. Blandt dem finder vi meningsdannere og beslutningstagere i Københavnsområdet, og det er betænkeligt, at de ved meget lidt om, hvordan ”de andre” lever.

Produktionen er flyttet til provinsen eller udlandet, og de gamle arbejderkvarterer i storbyerne er under afvikling, en udvikling boligprisernes himmelflugt har bidraget til. Vi kan ikke nøjes med at leve i et videnssamfund, men må ikke glemme produktionen, for produktion og vidensudvikling må gå hånd i hånd, hvis vi skal bevare vores velfærdssamfund.

I Danmark har vi endnu ikke fået amerikanske tilstande med enorme skel mellem rig og fattig, men vi er godt på vej. Heldigvis kan vi stadig nå at vende udviklingen, men det kræver politiske tiltag.

Forfatternes løsningsforslag til et bedre samfund er klare. Velfærden skal løftes, og de enorme lønforskelle udjævnes. De svage skal understøttes med passende uddannelse og et mere fleksibelt arbejdsmarked. Erhvervsvirksomheder og uddannelsesinstitutioner skal udbredes til hele landet. Endelig skal hele det sociale spektrum være repræsenteret i storbyer og skoler. Hvis ikke det lykkes, frygter forfatterne, at landet bliver socialt og politisk destabiliseret.

Bogen kan læses af alle med interesse for samfundsforhold. Den bidrager på bedste vis til at belyse udviklingen, og de faktorer der påvirker den. Om velfærdsstaten vinder over den liberale samfundsmodel er usikkert, men måske kan denne bog give et lille bidrag til, at politikerne begynder at prioritere velfærd og tryghed.

Bogdetaljer

Secondary title
et portræt af det danske klassesamfund
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
38902717
ISBN
9788702315769
Antal sider
245

Tema

Tema

Klassesamfundet

En strøm af aktuelle bøger sætter på ny spot på klassesamfundet og giver os personlige fortællinger fra det ulige samfund.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer