Retten til sex

Amia Srinivasans essays er vigtig læsning, hvis man vil bevæge sig på den feministiske arena og er nysgerrig på feminisme og sex i det 21. århundrede.

I ‘Retten til sex - Feminisme i det 21. århundrede’ beskriver Amia Srinivasan, professor i social og politisk teori ved All Souls College i Oxford, hvordan sex ikke bør opfattes som en privat handling, der udøves af individet, men derimod i høj grad er en politisk handling. En handling, der fastholder og undertrykker individer i et uønsket afhængighedsforhold til den maskulint dominerede verdensorden.

Bogen er en samling af essays, Srinivasan har skrevet om sex og feminisme. Den behandler emner som pornoindustrien, voldtægt, racisme, incel-bevægelsen, afhængighedsforhold i seksuelle relationer og retsstatens domfældelse af seksuel vold. I essayene kortlægger Srinivasan den moderne feminismes historie fra 1960’erne og frem til i dag. Særligt fokuserer hun på feminismens forskellige retninger og tegner således et langt mere nuanceret billede af feminisme end den udbredte opfattelse, at feminisme er en bevægelse, der kæmper for ligestilling mellem kvinder og mænd.

Essaysamlingen indledes med denne definition af feminisme: “Feminisme er ikke en filosofi eller en teori, det er ikke engang en synsvinkel. Det er en politisk bevægelse, der har til hensigt at transformere verden, så den ikke er til at genkende. Den spørger: hvordan vil det være at gøre en ende på den politiske, sociale, seksuelle, økonomiske, psykologiske og fysiske undertrykkelse af kvinder? Den svarer: Det ved vi ikke, lad os undersøge det.” 

Styrken ved ‘Retten til sex’ er, at den ikke leverer nogle svar på spørgsmålet, men derimod netop undersøger, hvordan verden er indrettet nu ift. køn og sex. Desuden stiller den utallige spørgsmål til, hvordan den ville føles at være i verden, hvis vi kunne indrette den anderledes.

Som læser bliver man hele vejen igennem læsningen udfordret i sin verdensopfattelse og provokeret til at gentænke sine holdninger om emner som prostitution, afstraffelse af vold(tægts)mænd og -kvinder, samtykkende seksuelle forhold mellem voksne, der står i afhængighedsforhold til hinanden og mænds og kvinders ensomhed og følelse af berettigelse til seksuel og følelsesmæssig anerkendelse, konkretiseret i incel (involuntary celibate).

Incel er en bevægelse blandt hvide mænd, der har udviklet et ekstremt had til seksuelt uopnåelige (hvide) kvinder som gruppe, men særligt til hvide, tiltrækkende mænd, der har adgang til en seksuel udveksling med disse kvinder. De føler simpelthen, de har “Ret til sex”. I titel-essayet leverer Srinivasan et af meget få klare svar: ingen har ret til sex. Men det afholder ikke vores verden fra at være indrettet som om, nogen særligt privilegerede har ret til sex på andres bekostning.

Et gennemgående tema i essayene er hvide privilegerede feministers blindhed ift. undertrykte kvindegruppers økonomiske afhængighed af en giftig maskulinitet, særligt gældende for etniske minoritetsgrupper, trans- og ikke-heteroseksuelle, prostituerede og fattige kvinder, som ikke har det økonomiske grundlag for at leve et liv uafhængigt af maskuline overgreb. Srinivasans påstand er, at de heller ikke hjælpes af den maskulint dominerede og klassemæssigt uretfærdige stat, som afholder dem fra at skabe liv, der kan gøre dem uafhængige af mænds overgreb.

Selvom Srinivasan primært skriver ud fra en amerikansk og britisk kontekst og beskriver en virkelighed, hvor strukturel racisme og statens magtanvendelse er en voldsom udfordring for retssamfundet, så sætter hun fokus på nogle dynamikker, som jeg ikke selv har været opmærksom på tidligere i min tilgang til feminismens kamppladser.

‘Retten til sex’ er hård og udfordrende læsning. Flere steder havde jeg svært ved at tyde, hvornår Srinivasan argumenterede for sine egne pointer, og hvornår hun fremlagde andres. Den er dog særligt udfordrende at læse, fordi den konfronterer en hvid, privilegeret, hetero ciskønnet kvinde som jeg selv med alle de arenaer, feminismen til stadighed udspiller sig på, og konfronterer mig med mine egne blinde vinkler ift. ligestilling mellem kvinder og mænd og den måde, vi har sex med hinanden på.