Bog

Ravnedrengene

Af (
2017
)

Anmeldelse

Ravnedrengene af Maggie Stiefvater

25 okt.17

Denne hypede fantasyudgivelse er nu endelig udkommet på dansk. Velsmurt og original til fingerspidserne. Årets absolutte must-read.

16-årige Blue Sargents familie og hjem er lidt af en rodebutik, men fuld af varme og kærlighed. Hjemmet er omkranset af en helt særlig atmosfære, idet Blues familie har synske evner, som de lever af ved at spå klienter i hjemmet. Blue synes dog at være undtagelsen fra reglen. Hun er ikke clairvoyant, og har aldrig haft et syn i sit liv, men virker som en forstærker for andres evner. Lige siden hun var barn, har familien advaret hende om den spådom, der hænger som en sort sky over hendes hoved. Ifølge denne vil hun slå sin store kærlighed ihjel, hvis hun kysser ham. Blue lover sig selv aldrig at blive forelsket, men da hun for første gang i sit liv ser en ånd af en ung mand, som tilmed snart skal dø, ændres alt.

Ånden tilhører en dreng ved navn Gansey, som går på byens højtprofilerede privatskole Aglionby. Langt de fleste af de drenge, som går på skolen, tilhører eliten af rige familier og går under tilnavnet Ravnedrengene. Blue afskyr alt hvad Ravnedrengene står for, men mysteriet om Ganseys ånd tvinger hende til at se på dem på en ny måde. Det går snart op for Blue, at hun danner en særlig forbindelse mellem smukke Gansey og hans tre venner Ronan, Adam og Noah. Gansey er på en årelang og lettere fanatisk jagt efter en sagnomspunden legende, og Blue bliver med sin unikke evne helt uventet den person, som kan hjælpe ham med at knække koden. Men alle fem synes at have en helt særlig rolle i opklaringen af mysteriet.

Fortællingen om Blue og drengene, deres baggrund, oplevelser og personligheder er så speciel, at romanen fremstår som en helt enestående perle blandt fantasylitteratur. Den er dybt original og har sin egen sjæl, der tryllebinder fra start til slut, og som læser kan man ikke undgå at lade sig rive med.

Rygtet om Stiefvaters fremragende serie om Ravnedrengene har huseret blandt fantasylæsere på de sociale medier i de seneste par år eller mere. ’Ravnedrengene’ udkom allerede i 2012 i USA, og hvorfor det har taget serien så lang tid om at nå til Danmark i en oversættelse er mig en gåde. Men nu er den her, og al hypen står sin prøve. Jeg må give alle fans ret, det ér en helt utroligt spændende begyndelse på en serie, som allerede har opnået status af ny-klassiker indenfor fantasygenren.

Stiefvater har tidligere bevist sin særklasse som fortæller i andre udgivelser, men med ’Ravnedrengene’ blev jeg fuldstændigt fanget i en helt unik læseoplevelse, som ramte mig lige på og hårdt, langt ind i hjertet. Bogen driver af Kong Arthur legender, ley-linjer og oldgammel magi, indpakket i ubrydelige venskaber og skrøbelig kærlighed. 

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Mette Stepnicka
Faustnummer
53508138
ISBN
9788740614404
Antal sider
434

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer