Bog

Q & A: drengen, der havde svar på alt

Af (
2004
)

Anmeldelse

Q & A: drengen der havde svar på alt af Vikas Swarup

21 mar.05
Skribent

"Jeg er blevet anholdt. For at have vundet en tv-quiz." Sådan indledes denne underholdende og fascinerende bog om den indiske gadedreng Ram Mohammed Thomas.

For hvordan kan en indisk gadedreng svare rigtigt på alle spørgsmålene og vinde en milliard rupees? Han, som ingen uddannelse har og intet kan? Han må selvfølgelig have snydt og have en hjælper et eller andet sted!

En kvindelig advokat vælger at forsvare ham, og til hende fortæller han sin historie. Sammen gennemgår de quizshowet spørgsmål for spørgsmål. For hvert spørgsmål fortælles en historie, og tilsammen skabes et billede af en omskiftelig, broget og fortumlet tilværelse.

En tilværelse, som indeholder alle ingredienser af Indiens mangfoldighed, ligesom hans navn. Ram er hindi, Mohammed er muslimsk og Thomas er kristent. Som spæd bliver han smidt i en kasse til aflagt tøj uden for en kirke. Den kærlige og uselviske Fader Timothy bliver hans plejefar. Denne dør, da Thomas er 8 år, og pludselig står den lille dreng helt alene i verden og må friste skæbnen som gadebarn.

Det er en barsk tilværelse, men han er kvik og lærer at gebærde sig. Først som børnehjemsbarn, siden som tjener hos vidt forskellige mennesker, hvor han suger en masse viden til sig.

Ram Mohammed Thomas er en ægte helt, som går grueligt meget ondt igennem, men han oplever også venskab og kærlighed. Som person er han ikke troværdig. Men som hans navn antyder, er det nok heller ikke den psykogiske personskildring, der er hensigten, men derimod skildringen af det indiske samfund. Og det lykkes for forfatteren. Som læser får man et indtryk af det brogede indiske samfund i al dets mangfoldighed, den utrolige kløft mellem rige og fattige, de mange religioner, der for det meste lever fredeligt side om side. Det er gjort underholdende og med en ironisk distance. 

Bogens forfatter er ganske ukendt. Han er ansat i det indiske udenrigsministerium, og dette er hans første bog. I et interview med ”India News” har han udtalt ”Viden er ikke forbeholdt eliten. Vores slum kan være fuld af affald, men disse slumbeboere er også fulde af iværksætterånd.” Og videre i interviewet ”Vi læser en masse om korruption, elendighed og snavs i Indien. Men fokus på det negative hjælper virkelig ikke. VI har brug for at tale mere om opfindsomheden og energien i Indien.” Det gør forfatteren så i denne vellykkede bog, som allerede er oversat til 14 sprog.

Oversat af Mette Egerod. Aschehoug, 2004. 318 sider. Kr 199,-                                  

Bogdetaljer

Secondary title
Drengen, der havde svar på alt (Slumdog millionaire)
Forlag
Aschehoug
Oversætter
Mette Egerod
Faustnummer
25398661
ISBN
9788715111327
Antal sider
318

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer