Bog

Prinsesse Fjollehoveds vintermagi

Af (
2021
)

Anmeldelse

Prinsesse Fjollehoveds vintermagi

15 jun.21

Charmerende billedbog om en opfindsom og handlekraftig pige, der med fantasi og leg navigerer i en småbørnsfamilies lettere kaotiske hverdag.

De fleste børnefamilier kender til konflikten, når man skal ud ad døren i en fart, og der så altid lige er noget, som skal undersøges eller en leg, der skal leges færdig. Sådan er det også for Prinsesse Fjollehoved. Hun er fuld af gode idéer, eventyr og fantasi, og hun hører derfor ikke altid, hvad hendes mor siger. Men måske kan de begge lære noget af hinanden?

Mor har travlt og skynder på Fjollehoved. Det er vinter, og de skal ud at kælke. Lillebror er allerede i sin flyverdragt, og mens Fjollehoved har travlt med at fjolle rundt, ender lillebror med at lave lort op ad ryggen. Mor bliver mere og mere rød i hovedet. Hun råber, at hun hader vinter, og at alle Fjollehoveds prinsessekjoler ender i kælderen, hvis hun ikke er klar, når lillebror er skiftet. For at gøre mor glad igen, laver Fjollehoved et strandtema i stuen, og de ender alle tre med at lege og danse indenfor i stedet.

Fjollehoved er en herlig og ligefrem pige, der bobler af liv og fantasi. Hun har en hemmelig skattekiste med magiske ting, kroner og smykker, som giver hende superkræfter. Der er både tryllestøv, usynlighedspulver og en tårestopperhalskæde. Bogen viser børns forestillingsverden og forunderlige evne til at være helt opslugt af leg og fantasi. Noget som voksne ofte glemmer og ikke længere er i kontakt med. Fjollehoveds mor indser heldigvis, at tingene gik i hårdknude, fordi hun lod frustrationerne få overtaget. Hun undskylder for sit råberi og ender med at overgive sig til legens forløsende kraft.

Mervi Lindmans illustrationer, som vi også kender fra de fine pegebøger om drengen Buller, er vidunderligt udtryksfulde, livlige og humoristiske. Især er de herlige og livagtige ansigtsudtryk ikke til at stå for, og den legesyge streg passer perfekt til bogens univers.

Du kan læse mere om Fjollehoveds strabadser i ’Prinsesse Fjollehoved og lokumssnakken', hvor hun får særligt brug for tårestopperhalskæden, tryllestøvet og forvandlingssprayen. For første skoledag i 0. klasse begynder helt skævt, da hun kommer til at sige, at hun hedder Tis Fjollehoved.

Serien om Prinsesse Fjollehoved, hendes familie og hende mange skøre og fantasifulde påfund kan læses for børn fra 4 års-alderen.

Bogdetaljer

Forlag
Gads Børnebøger
Oversætter
Siri Nordborg Møller
Faustnummer
38986376
ISBN
9788762736320
Antal sider
38

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer