Bog

Panteons prøve. Del 2

Af (
2018
)

Anmeldelse

Panteons prøve. Del -2 af Boris Hansen

05 okt.18

Dansk fantasy i topklasse. Tredje del af sagaen byder på 1000 siders forrygende og spændende læsning, og det indviklede og interessante plot går op i en forløsende enhed.

Boris Hansen har med sin Panteon-saga lagt sig milevidt foran andre lignende danske fantasy-forfattere, og hans værk kan nu snildt måle sig med de helt store fra udlandet. Når man læser hans serie, der med sin fremragende blanding af fantasy, engle og regelret science fiction, egentlig ikke helt kan sammenlignes med noget andet, kommer jeg dog til at tænke på store navne som Brandon Sandersons ’Stormlysfortællingerne’ og Laini Taylors ’Ønskekræmmerens datter’. Fine navne at blive stillet på linje med, men Boris Hansen har fortjent alle de rosende ord, der kan kastes efter hans serie. Serien er dybt original, velskrevet med levende personer, og med et plot der konstant fører læseren i en helt anden retning.

Det er absolut en fordel at have læst de to første bind af sagaen, men ellers starter denne fortsættelse med et hurtigt glimrende resumé. Panteons prøve nærmer sig, og efterkommerne af Fader Prias gør sig nu de sidste anstrengelser for at få samlet så mange af de hellige sten som muligt (Den der har flest vil få en plads i Panteon – gudernes bolig). Cassandra og Lukas er nu sammen igen, og med dem er desuden også både Ron og Theodor samt pigen Rubia (som også er efterkommer, men Cassandra har taget hende sten). Planen er, at Cassandra vil skjule sig i Zonen (altså i vores verden engang i fremtiden), men hun har lige et ærinde først, så vennerne skilles endnu en gang, Cassandra og Lucas fortsætter alene, mens de tre andre skal tage i forvejen.
 

I Storbyen lever Julie og Mehmet et liv i sus og dus, men noget er helt galt, og det viser sig, at de er blevet holdt fanget af Dødningen Vecra. Det lykkes dem at flygte, og de prøver nu at finde ud af, hvad der egentlig er i gære med Vecra og de forlængst døde, men nu genoplivede rigmænd. Noget stort er under opsejling, og det har noget at gøre med Panteon og guderne. Endelig er englen Saida og hendes følgesvende stadig på jagt efter noget skjult og uforklarligt i grotterne dybt under Empyria, og da de endelig finder svaret og indser, at en altomfattende konspiration er under opsejling, haster de tilbage mod englenes borg. Det hele kulminerer under selve Panteos Prøve.

Ovennævnte yder slet ikke den meget indviklede og spektakulære handling retfærdighed, men giver kun nogle få hints til plot og historie. Historien og plottet er da heller ikke sådan lige at få has på, men Boris Hansen formår på imponerende vis at holde styr på alle trådene, og i dette tredje bind forenes begivenhederne fra Zonen/Storbyen (den dystopiske ftemtid) med det, der sker i Panteon (Fantasy-landet). Dette er nok forfatterens største bedrift, også i dette bind, men dertil kommer endnu mere substans til nogle af personerne, bl.a. skildringen af Cassandras barndom og opvækst.

Bogdetaljer

Forlag
Tellerup
Faustnummer
53986110
ISBN
9788758829494
Antal sider
535

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer