Bog

Ørkenrose

Af (
2017
)

Anmeldelse

Ørkenrose af Jacob Kokkedal

24 apr.17

Med andet bind i serien ’Den trofaste bror’ når fantasy-genren nye højder. Denne pragtfulde historie hører uden tvivl til noget af det bedste på markedet netop nu.

Jacob Kokkedal har siden debuten med hjemstavnssatiren Som det ligger først og fremmest markeret sig som en talentfuld og dygtig børne- og ungdomsforfatter, men med denne fantasy-serie for voksne, er hans forfatterskab sprunget ud i fuldt flor. Den voldsomt underholdende og vanedannende serie tilhører genren ”Sword and Scorcery”, og den barske, stort anlagte og højtidelige historie kan, selvom forfatteren så absolut har komponeret sit helt egen unikke univers, sammenlignes med nogle af fantasy-litteraturens mesterværker: Tolkien, Abercrombie og ’Dragonlance’.

Tårnridderen Maltus er dømt til evige fortabelse efter at have svigtet sin ed som beskytter mod al ondskab. Forklædt som pukkelryggen Balt hutler han sig igennem tilværelsen i evig skam og drukkenskab. Den sande helt kom op til overfladen i begivenhederne omkring den unge kongesøn Eumon (I døden og videre), og Balt, som nu omsider synes at have fundet en mening i tilværelsen ved at bekæmpe ondskaben, er nu endt langt mod syd i havnebyen Librimin i Det Grikiske rige. Her møder han pigen Jasmin, som er prinsesse og for ti år siden måtte flygte fra sit land Parsien, hvor den onde vampyr Silassi dræbte Jasmins forældre og indledte et rædselsregime i ørkenstaten.

Jasmin er af sin onkel blevet trænet som nådesløs kriger og har kun ventet på chancen til at få hævn, og da Balt indvilliger i at hjælpe, drager den lille gruppe mod Parsien. Undervejs får de flere allierede, men rejsen er farefuld, og det helt afgørende spørgsmål er om Balt, der på egen krop har oplevet vrede og tab, kan nå at omskabe Jasmin til en person, der både kan rumme kærlighed og håb, så hun kan blive den rigtige person på tronen.

Kokkedals historie rummer alt, hvad hjertet kan begære af interessante personer, farverige steder og mystiske væsener og skabninger, og selvom historien ikke er helt nem at gå til med mange sidehistorier, tilbageblik og sjofle viser, bliver man indfanget af den farverige og spændende handling. I dette bind lægges der flere lag på historien om den navnkundige tårnridder Maltus, men også alle bipersonerne er beskrevet levende og vedkommende.

Selvom plottet i og for sig igen er en historie om kampen mellem det gode og onde, er det lykkedes forfatteren at gøre romanen endnu mere interessant med sin skildring af det ørkenlignende rige.

Totalt forskellig fra miljøet og personerne i første bind, og særligt dette viser til fulde, hvilken fornem og talentfuld forfatter, Kokkedal har udviklet sig til. Der er lagt op til flere bind i serien, og det kan man kun hilse velkommen med den største forventning og fornøjelse.

Bogdetaljer

Forlag
Ulven og Uglen
Faustnummer
53086446
ISBN
9788793349247
Antal sider
564

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer