Bog

Onkel Petros og Goldbachs formodning

Af (
2001
)

Anmeldelse

Onkel Petros og Goldbachs formodning af Apostolos K. Dhoxiadhis

01 feb.08

Det er slet ikke ufarligt at beskæftige sig med matematikkens uløste problemer, men det er overraskende interessant at læse om det.

Anbefalet af bibliotekar Rosa Andersen, Gentofte Bibliotekerne

Dette er historien om, hvor farligt det kan være at give sig i kast med et matematisk problem, som måske slet ikke kan løses. Mangen en matematiker er blevet drevet til selvmord eller sindssyge i jagten på det endelige bevis og den store berømmelse.

Bogens fortæller kender sin onkel Petros som noget af en tosse, men som 16-årig finder han ud af, at onklen engang var en lovende matematiker med en strålende fremtid. Et geni bestemt til noget stort. Nu lever onklen en eneboertilværelse med skak og havearbejde som eneste beskæftigelse.

Han opsøger sin onkel med argumentet om selv at ville være matematiker for at finde ud, hvad der gik galt. Onklen giver ham et matematisk problem og beder ham komme igen 3 måneder senere med et bevis. Hvis det ikke lykkes, forlanger Petros, at han straks skal opgive drømmen om en matematisk karriere.

Petros nevø slider en hel sommerferie, men det lykkes ham ikke at finde et bevis, og han opgiver karrieren. Flere år senere støder han tilfældigt på det matematiske problem, som kostede ham en hel sommerferie. Det viser sig at være Goldbachs formodning: at ethvert lige tal er summen af to primtal. Ét af matematikhistoriens mest berømte, uløste problemer. En tarvelig opgave at give en uskolet og håbefuld 16-årig. Den nye viden får fortælleren til at vende tilbage til onkel Petros og kræve en forklaring.

Onkel Petros indvilger i at fortælle historien om, hvordan han som ganske ung kastede sig over netop Goldbachs formodning og mange år senere måtte vende den ryggen. Det er en historie om et kald, om stædighed, om nederlag og drømmen om den store berømmelse.

Det er en umådelig interessant og medrivende fortælling og et interessant indblik i en forskerverden, som for almindelige dødelige kan virke meget fremmedartet. Hvis man i forvejen har en forkærlighed for f.eks. primtal og integralregning, er jeg sikker på, man vil elske bogen, men man behøver absolut ikke vide noget om matematik for at blive fanget af fortællingen.

Bogen er blevet en bestseller og er oversat til et utal af sprog. Genren kaldes matematisk fiktion, og denne bog startede efter sigende en bølge af lignende romaner. Det er en stor præstation at kunne gøre et forholdsvis svært matematisk stof både læsevenligt og interessant, men det lykkes til fulde her.

Dhoxiadhis, Apostolos K.: 'Onkel Petros og Goldbachs formodning'. Oversat efter den engelske udgave af Jesper Klint Kistorp. Græsk originaltitel: 'O thios Petros ke i ikasia tou Goldbach'. Gyldendal, 2001. 166 sider

Lån bogen på Bibliotek.dk eller Køb bogen

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
23474395
ISBN
9788700458963
Antal sider
165

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer