Om at sige ja : erindringsglimt 1947-1977

Jacob Holdts fortælling om sine første 30 år er interessant, overraskende og utrolig detaljeret. Fra barndommen i en vestjysk præstegård til vagabondårene i USA og succesen med Amerikanske billeder.

Man bliver suget ind i Jacobs lange beretning, lige til at begynde med tænkte jeg, at han jo ikke er den første med en mindre lykkelig barndom. Fædre dengang var ofte ikke særligt indfølende, sådan var det at være barn i 1950erne og 1960erne. Men Jacobs mor er dog helt speciel og formår ikke at vise sine sønner kærlighed, i dag ville hun måske have fået hjælp, men dengang var det jo bare ”nerver”. Lykkeligvis videregav hun dog sin ADHD til den ældste søn, og måske netop denne tilstand fik ham til at flygte fra hjemmet, gymnasiet og senere livgarden og tilbringe den første halvdel af 1970'erne som vagabond i USA. Gaven fra hans præstefar er en evne til at kunne tale med alle mennesker.– lige fra Ku-Klux-Klan medlemmer til kriminelle i ghettoerne og ultrarige amerikanere. Alle mennesker har grunde til at blive, som de er, og Jacob har venner alle vegne. Deraf netop bogen titel 'Om at sige ja'.

Efter barndomsskildringerne får vi fortællingen om tiden i sluttresserne, hvor Jacob er tæt på fx Blekingegadebanden, maoister osv, men ender med at afvise dem. USAs engagement i Vietnam er for ham den store anstødssten. Og der var mange piger, selvom han ikke på nogen måde giver udtryk af at være selvsikker, så er han jo afgjort en flot fyr. Både i Danmark og USA får han nemt kærester, der bl.a. giver husly, mange vender han tilbage til som venner livet igennem. Dog har han uden tvivl efterladt mange knuste hjerter, selvom tiden var en anden og kærligheden ”fri”.

Tiden i USA og vagabonderingen, hvor han blaffede 160.000 km, får man også et detaljeret indblik i, dokumentaristen fornægter sig ikke, han har haft billedmateriale og dagbogsnotater at støtte sig til.

Ved en hurtig gennembladring ville man sige, hold da op en selvsikker fyr, men tag ikke fejl, Jacob kender alt for godt sine svage sider, der er også ting, han ikke er stolt af, fx ægteskabet med den psykiske skadede sorte Annie og sin egen usikkerhed overfor især bedre uddannede. Alle disse menneskelige sider får vi til fulde et indtryk af, og det er velgørende.

Jacob Holdt er en helt utrolig historie, tænk hvad han har betydet for masser af unge amerikaneres selvopfattelse, når han turnerede rundt med sit diasshow på skoler og universitetet. Det er utroligt, hvem han lærte at kende, både høj og lav, og hvordan han har formået at bruge sine oplevelser og billeder livet igennem.

Alle erindringer, og især erindringer der er så detaljerede som disse, kan indimellem virke lidt opremsende. Det kan næsten ikke undgås, og det sker da også nu og da her i bogen. Det er en stor bog at komme igennem, men hold da op for et liv i disse første 30 år, jeg er fuld af respekt og læste med interesse og fornøjelse.