Bog

Offergaven

Af (
2016
)

Anmeldelse

Offergaven af Dolores Redondo

28 sep.16

Vuggedød, fortvivlede mødre og mærkelige fædre er bare nogle af ingredienserne i denne velskrevne afslutning på en spændende spansk krimitrilogi.

’Offergaven’, der er sidste del af en trilogi, er meget forskellig fra andre krimier, jeg har læst. Den er væsentlig mere kompliceret med en handling, der spreder sig over både tid og sted og et meget mere avanceret sprog med masser af poetiske passager og dybe personbeskrivelser. Trilogien er rigtig gode og virkelig spændende. Det har taget mig betydeligt længere tid at læse ’Offergaven’, end jegnormalt bruger på en krimi, men det er også i den, at alle de løse ender fra de to første bøger samles og afsluttes.

Masser af spædbørn der lider vuggedøden, fortvivlede mødre og mærkelige fædre er bare nogle af ingredienserne i denne velskrevne krimi. Har Inguma, væsnet fra fortiden som forlanger mange ofre, når han vågner, noget med de mange dødsfald og mord at gøre, eller er han ren overtro? Kommissær Amaia Salazar har hænderne fulde både på arbejde med masser af dødsfald og forsvundne børnelig og privat, hvor hun stadig frygter, at hendes mor skal få held af at slå hende eller hendes søn ihjel.

Handlingen foregår i Spanien i et mindre samfund, hvor overtro og tarotkort er fuldt ud accepteret som en naturlig del af tilværelsen. Jeg synes, det er en utrolig fængslende historie fra en spændende egn, men den er også vanskelig at holde styr på. Der er ufattelig mange uvante navne, steder og historier at huske og forholde sig til og er man som jeg fuldstændig ukendt med Navarra og omegn, er det endog meget svært. Når det er sagt, er handlingen virkelig intens og nervepirrende bogen igennem, og spændingen holder hele vejen.

Sproget er flot og storladent, men ikke letlæst. Snirklede sætningen sammen med de mange fremmedartede sted- og personnavne gør, at det er nødvendigt at holde tunge lige i munden og være temmelig koncentreret, når man læser bogen. Det er også nærmest en nødvendighed for at finde hoved og hale i historien, at man har læst de to første bind i serien. Faktisk ville det være en stor skam ikke at læse dem ret hurtigt efter hinanden. Jeg havde noget svært ved at huske både navne, steder og handlingsforløb fra de første to bind, og selvom forfatteren hjælper læseren på vej, ville jeg have foretrukket at læse dem som en samlet historie.

De to første bind hedder ’Den usynlige vogter’ og ’De glemte børn’, og trilogien kan anbefales til krimifans og andre, der kan lide store fortællinger og pragtfuldt sprog.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Kirsten A. Nielsen
Faustnummer
52601118
ISBN
9788793323452
Antal sider
592

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer