No Man's Land

På samme tid historisk og aktuel krigsdagbog af en ung mand af det bedste borgerskab, som vil udleve sin slægts krigerarv.

Denne krigsdagbog er genudgivet med forord af forfatter, sprogofficer og forhenværende udsendt soldat i Afghanistan, Anne-Cathrine Riebnitzsky. Hun skriver, at den unge Dinesens dagbogsnotater fortæller om følelser og reaktioner, der ikke er anderledes end soldaternes oplevelser i vores så krigshærgede nutid. Thomas Dinesen var så samtidig ud af en familie med talent og tradition for at kunne formulere sig og fortælle, så læseren følger den unge Thomas i tykt og tyndt.

Thomas bliver færdig som civilingeniør i 1916, og der kommer en indkaldelse til marinen straks efter. Han er dog så "heldig" at brække det ene ben og således i en periode erklæret ukampdygtig. Nu går han i gang med at komme med som soldat ved fronten i den igangværende, åbenbart uendelige krig - han vil bare VÆRE MED. Denne sikkert forkælede og i hvert fald velhavende borgersøn skriver selv, at dér sidder han hyggeligt ved tebordet og læser om dette storslåede eventyr, alt det hjemlige småtteri virker bare så ligegyldigt.

Hans arv som søn af dén kaptajn Dinesen, som vi her i skrivende stund i slutningen af 2014’s bogsæson kender så godt fra Tom Buk-Swientys storslåede bøger om Kaptajn Dinesen og sønnesøn af Adolph Dinesen, der var med blandt andet i Frankrigs krig i Algier og i krigen 1848-50. Både den engelske ambassade og især den franske afviser den unge mand, og henvisninger til både hans fars og farfars heroiske indsats som officerer i den franske hær nytter ikke noget. Det lykkes ham dog at komme med et skib over Atlanten, han går fra kontor til kontor i New York og pludselig er der gevinst: Han bliver optaget som rekrut i den canadiske hær.

Der er mange detaljer i denne første del af bogen, men vi får en fin fornemmelse af unge Dinesens væsen. Han forekommer måske en smule troskyldig, men er realist og helt opslugt af soldatens liv og verden. Hans pragmatiske tilgang viser sig også, da han endelig kommer til fronten - endelig har de fået lov til at tage lange bukser på, det er nemlig et skotsk kompagni, og den slags går i kilt!

Han skriver et sted, at ”det er virkelig ganske forbavsende og overraskende, hvor nemt det går at stryge civilisationens komfortable vaner og fine manerer af sig”. Han er ikke forkælet længere. Han kommer også med en ganske skarp kritik af den militære uddannelse, han har fået i Canada, og hvordan de mølædte generaler kun havde lært dem paradepladsens unyttige færdigheder.

De egentlige krigsskildringer fylder meget lidt, men de er godt og konkret fortalt. Her bliver der ikke stukket noget under gulvtæppet. Jeg kommer nok aldrig helt til at forstå, hvordan det kan føles som den fuldstændige lykke i livet ikke at vide, om man overlever de næste timer, bare man kæmper for noget, der betyder et eller andet for den enkelte. Måske har det dog vist mig, hvorfor hjemsendte krigsveteraner har svært ved at klare en dagligdag uden krig. De er skadet for livet. Det var en god bog. 

Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.