Bog

Newroz som myte og litteratur - genfortælling af Newroz-myten og analyse af Newroz i ældre litteratur

Af (
2018
)

Anmeldelse

Newroz som myte og litteratur af Orhan Dogru

19 dec.18

Orhan Dogru er bedst kendt for sin dansksprogede gendigtning af det kurdiske national-epos Mem & Zin. Ikke overraskende har han nu også gjort det samme med Newroz som myte og litteratur, hvor han behandler de indo-iranske folkeslags fælles oprindelsesmyte.

Af Simon Hesselager Johansen

Den ene bog er Newroz som myte og litteratur, som beskriver hele Newroz-myten i detaljer over flere kapitler. Først beskrives Newroz-sagnet: Ifølge legenden blev Mesopotamien først forenet under den gode konge Djemshid. Djemshid blev dog på sine gamle dage noget arrogant og gik i rette med  Gud og blev efterfølgende dræbt af Dahhak, som blev ny konge. Dahhak havde dog haft heldet med sig i kraft af en pagt med selve Djævelen og udviklede sig hurtigt til en grusom tyran. Et oprør imod Dahhak blev derfor iværksat af smeden Kawa, der dræbte Dahhak ved forårsjævndøgn. Kurderne hævder den dag i dag at nedstamme fra de mennesker, der flygtede fra Dahhaks rædselsherredømme til bjergene, hvor de slog sig ned. Derfor markeres forårsjævndøgnet som kurdisk nytår: Newroz..

Den anden halvdel af Newroz som myte og litteratur er et appendiks, der kommer ind på forskellige fortolkninger af myten. Her konstaterer Dogru bl.a., at mytens temaer indeholder ret meget tankegods fra zarathustraianismen - den religion, som var kurdernes og iranernes religion før islam. Samtidig har Newroz især haft betydning som kulturelt samlende fortælling for kurderne, idet Dahhak blev tolket som repræsentant for deres undertrykkere gennem tiderne såsom de persiske og osmanniske imperier. Derfor har de forskellige genfortællinger af Newroz vægtet historien ud fra den pågældende forfatters egen tro, afstamning og og politiske overbevisning, hvilket Dogru dokumenterer i detaljer. Således har den persiske digter Firdausi som rettroende muslim nedtonet de budskaber, der tydeligvis stammer fra Zarathustras og ikke islams lære og givet Kawas rolle som Dahhaks banemand til den persiske sagnkonge Feridun, da Kawa i mellemtiden er kommet til at fremstå som en specifik kurdisk nationalhelt.

Med denne genfortælling har Dogru på forbilledlig vis givet et dansk publikum et tiltrængt indblik i den mellemøstlige kulturarv, sådan som denne tager sig ud i kurdisk perspektiv.

Bogdetaljer

Forlag
TSDK
Faustnummer
54098731
ISBN
9788793703025
Antal sider
61

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer