Natteværelset

Flyder virkeligheden og fiktionen nogle gange sammen i vores verden? Det spørgsmål stiller Peter Straub i sin fremragende roman fra 2007.

Tim Underhill, som vi første gang blev præsenteret for i Peter Straubs roman ’Skyggernes hus’, vender tilbage i denne selvstændige fortsættelse ’Natteværelset’.

Tim arbejder på en ny bog, men har stadig ikke tilgivet sin bror Philip for hans - i Tims øjne - svigt af sønnen Mark. Arbejdet flyder dog ikke rigtigt, og oveni er Tim begyndt at få nogle meget mærkelige mails. Mails, som alle er fra ukendte personer, sendt uden brug af @ og domænenavn, hvilket ikke burde kunne lade sig gøre. Endnu mærkeligere bliver det, da han ser sin døde søster, og kort efter opsøges af en ubehageligt påtrængende fan, der insisterer på at få signeret ikke mindre end tre eksemplarer af Tims bog, mens han vrøvler løs om den rigtige bog.

Sideløbende med Tims historie hører vi om kvinden Willy, som mistede sin mand og datter ved en voldsom ulykke to år tidligere. Ulykken sendte Willy ned i et sort hul, men nu er hun ved at finde sig selv og står for at skulle giftes med Mitchell Farber, en tvivlsom forretningsmand med et mørkt sind. Men Mitchell får Willy til at føle sig sikker, så hun lader sig blot flyde med strømmen – indtil den dag sandheden går op for hende.

Fortællingen hopper mellem disse to spor, og vi skal et godt stykke ind i romanen, før det går op for en, hvad sammenhængen er.

Samtidig trækker Straub også tråde tilbage til ’Skyggernes hus’, som bl.a. handlede om seriemorderen Joseph Kalendar. Tim har skrevet om Kalendar i sine bøger, og nu er han tilsyneladende på vej ind i vores verden for at hævne sig over den måde, Tim har udstillet ham på.

Her er i det hele taget flere intertekstuelle referencer, både til eksisterende værker som ’Alice i Eventyrland’, men derudover er mange af hans personer forfattere, så deres tekster blandes også ind i teksten, så man skal holde rede på, om det nu er en ny linje i fortællingen, eller “blot” et dyk ind i litteraturen.

Peter Straub formår at skabe et interessant og skræmmende univers. Hans fortællinger er komplekse, og som læser skal man holde tungen lige i munden for ikke at overse spor. Det betyder, at ’Natteværelset’ ikke er en roman, man læser lige inden sengetid. Den skal have god tid og masser af opmærksomhed. Giver man den det, får man til gengæld en spændende historie med både gys og tænksomhed.