Bog

Moder vækst

Af (
2018
)

Anmeldelse

moder vækst af Rasmus Lund

21 maj.19

Vækst er et vidtfavnende ord, der i digtsamlingen bliver undersøgt så grundigt og poetisk, som det nok aldrig er blevet før.

'moder vækst' er bygget op med syv afsnit a 10 tekstblokke, hver bestående af 100 ord, før en opløsning af konceptet sker i ottende og sidste afsnit. Jeg synes ikke den egner sig til at læse fra ende til anden, det er den simpelthen for kompleks og konceptuel til, men hvis man læser hvert afsnit med friske øjne, giver teksten en stor læseoplevelse.

Rasmus Lund er både fascineret af og frastødt af vækst. I vores verden hvor vækst er tegn på den ultimative, liberale samfundssucces, formår han at skrive vækstens grimmeste sider frem, og mange af teksterne er netop gennemsyret af vrede og fremmedgjorthed. Væksten er både personlig, politisk, fortid, nutid og fremtid.

I den stramt komponerede 'moder vækst' (det skal bemærkes, at alt står med små bogstaver i denne bog), præsenterer forfatteren os for en blanding af udsagn, regler, dogmer, forestillinger og relationer med vækst som hovedaktør. I 'moder vækst' er væksten så stærk og altopslugende, at den kan danne nye ord som ” vækstmål”, ”vækstmoder”, ”øvækst”, ”vækstipus”, ”Væksttræ”, ”vækstabet” og ”skamvækst”. Efter de første syv afsnit går teksten amok i en form for infernalsk og ustyrligt vækstkaos. Selvom det netop er den forløsning, jeg havde ventet på gennem digtene, er ottende og sidste afsnit lidt af et antiklimaks. Her kommer en ny og meget seksualiseret stemme og overtager narrativet, og pludselig skal alt og alle kneppes i vrede. 

Der er en enkelt genialitet, der går igennem digtsamlingen som et myrekryb: En omskrivning af ”Solen er så rød mor”. Meget smukt og skarpt skrevet. Jeg er en sucker for konceptlyrik, rammer og temaer, så langt hen ad vejen er jeg formmæssigt tilfredsstillet af denne debut. Rasmus Lund har lagt en stor portion skriveglæde, opfindsomhed og idérigdom i dette værk, så jeg ser frem til at læse hans fremtidige udgivelser, for jeg tror kun lige, han er i gang med at skrive sig varm. Den haltende helhed til trods, synes jeg både, at 'moder vækst' formår at stille spørgsmål, skabe undren og vække en interesse for Rasmus Lund som ny forfatter i det danske litteraturmiljø. Men alt i alt er det det et større poetisk koncept, end det er poetisk samfundskritik.

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Faustnummer
54892500
ISBN
9788771514360
Antal sider
83

Indgår i tema:

Årets danske debutanter 2018-2019

Sorg, psykisk sårbarhed, sex, krop, misbrug, politik og klima er nogle af temaerne hos det seneste års debutanter. Flere af dem leger med identiteten på en humoristisk måde og har feministiske undertoner.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer