Bog

Moby Dick

Af (
2011
)

Anmeldelse

Moby Dick af Herman Melville

02 jan.12

Fornem nyoversættelse af et af verdenslitteraturens mesterværker

Klassikeren over dem alle, 'Moby Dick', er heldigvis genudgivet i en definitiv ny oversættelse med imponerende noteapparat. Herman Melville-eksperten Flemming Chr. Nielsen har igennem en årrække øvet sig med at oversætte en række af Melvilles mindre kendte romaner. Turen er nu nået til den ultimative søfarerroman 'Moby Dick'.  Heldigvis for det og godt for os læsere.

Melvilles roman om kaptajn Akab og hans søgen efter den hvide hval udkom i 1851. Den blev dog ikke vel modtaget i sin samtid og levede en usynlig tilværelse i godt 75 år før den i begyndelsen af det 20. århundrede blev genopdaget, lovprist og siden hen kanoniseret til mesterværk. Romanens komplekse fortælleteknik og stort skjulte symbolik har placeret Herman Melville og hans hvalfangerroman blandt de allerstørste romaner i litteraturhistorien.

Den røde tråd i romanen er den, at kaptajn Akab har sat sig for at finde og dræbe den hvide kaskelothval, der ved et tidligere togt har ødelagt kaptajnens ene ben og mandlige stolthed. Akabs fanatiske hævntørst bliver skæbnesvanger for den 30 mand store besætning på hvalfangerskibet Pequod. Netop den brogede sammensætning af besætningen giver romanen sin helt specielle eksotiske forskellighed på et skib hvor folkeslag og kulturer mødes og finder sammen. For næsten alle om bord på Pequod, bliver Akabs sygelige trang til hævn over den hvide hval en dramatisk sidste jagt på naturens kræfter.

Som nævnt ovenfor er romanen forsynet med et nyttigt og omfattende noteapparat samt mindre forord fra oversætterens side. Desuden bidrager forfatteren Carsten Jensen, selv kendt for fremragende dansk søfartslitteratur, med et væsentligt og oplysende forspil til romanen.

Alt i alt en imponerende roman og ikke mindst fornem dansksproget bogudgivelse.

Analyse

Melville, Herman - Moby Dick

Fortællingen om den unge Ismael, hvis eneste ønske er at blive hvalfanger; sammen med sin indfødte ven får han hyre på en hvalfangerbåd med en gal kaptajn, hvis eneste mål er at få ram på den hvide dræberhval, Moby Dick.

Det var en mærkværdig bog, der mødte den læsende offentlighed, da Herman Melville i 1851 udgav sin roman 'Moby Dick'. En historie om en gal kaptajn og en hvid hval fortalt af en utrætteligt snakkende fortæller var ikke hverdagskost for samtidens litterære parnas. Kun få læste bogen, og endnu færre kunne lide den.

Historien i 'Moby Dick' er for så vidt enkel og en smule kulørt. Kort fortalt tager romanens jeg-fortæller Ishmael hyre på hvalfangerskibet The Peqoud for at opleve livet på havet og ryste bylivet af sig. Skibet ledes af den tyranniske kaptajn Ahab, der har fået benet bidt af en hvid hval og er blevet besat af at få hævn over dyret. Uden at tvivle et øjeblik på fornuften i sit forehavende beslutter Ahab at jage sin rival til verdens ende. Hans jagt driver alle i døden på nær Ishmael, der kan vende tilbage og fortælle sin historie.

Men det er alt det andet i 'Moby Dick', som gør Melvilles klassiker til en oplevelse og en udfordring at læse. For 'Moby Dick' er en bog, der kræver tålmodighed af sin læser. Ikke kun på grund af dens knap 600 sider, men også fordi Melville over lange perioder helt afmonterer romanens plot og i stedet lader sin fortælling udarte vildt i alle mulige retninger. Melville ville det hele, men han ville aldrig helheden eller det formfuldt afrundede værk. Romanens stumper stritter i et underligt patchwork af forskellige genrer, motiver og stilarter, der dukker op i noget nær tilfældig rækkefølge. Her er højstemt tragedie og rusten romance side om side med dunkle allegorier og rå realisme. Her er romantiske klichéer og modernistiske motiver om tab og soning. Og her er postmoderne fryd ved planløst at svømme gennem biblioteker og frækt snuppe en reference fra fortidens mesterværker. Melville opruller en encyklopædisk videnshorisont om litteratur, religion, mytologi og filosofi fra alskens kultursfærer. Men han hvirvler vidensbrokkerne rundt, opløser kendte betydninger og vender op og ned på fastlagte meningshierarkier. Intet er sikkert, det meste muligt. Romanen får karakter af en slags laboratorium for mening, hvori nye forbindelser og betydningskomplekser bliver ved med at dukke op. At læse 'Moby Dick' er derfor at miste fodfæstet og overgive sig til et romanunivers, der er lige så flydende og bundløst som de enorme oceaner, fortællingen udspiller sig på. Gang på gang taber man overblikket og bliver trukket ned i tekstens tætte væv af betydning.

Kaptajn Ahabs hævntogt mod den hvide hval har mytiske dimensioner. Det næres af et glødende had mod alt det, der ikke har nogen umiddelbar årsag eller entydig menneskelig form. Men Ahabs figur er først og fremmest formet i billedet af de centrale diskurser, der understøttede og forenede datidens Amerika. Kaptajnens forestilling om at kunne skabe mening ved at drage ud og stifte orden i vildnisset var ligesom troen på individets absolutte frihed og uafhængighed nogle af de bærende antagelser i amerikansk kultur. Som kritiker af den amerikanske myte er Herman Melville dybtgående og forbløffende klarsynet. Han har et skarpt blik for tidens intime alliance mellem kristendom, kapitalisme og imperiale stormagtsdrømme, der har tråde helt tilbage til de første puritaneres ankomst til den Ny Verden, men også skræmmende præcist kendetegner USA som en moderne supermagt på nutidens internationale scene. Ikke uden grund dukkede 'Moby Dick' op flere gange i de første forsigtige kommentarer til tårnenes fald d. 11 september 2001.

'Moby Dick' er både en af de første og sidste store amerikanske romaner. Den er blandt de første, fordi Amerika indtil omkring midten af 1800-tallet, hvor bl.a. Nathaniel Hawthorne, Edgar Allan Poe og Emily Dickinson begynder at skrive, endnu ikke havde haft nogen litterær tradition af betydning. Men romanen viser også et Amerika, som er ved at forsvinde bag billedet af det moderne, industrielle Amerika, vi kender i dag. I 'Moby Dick' får vi et sidste glimt af en åben amerikansk virkelighed, hvor tingene endnu ikke ligger helt så fast.

Skrevet af Morten Peick

13 nov.14

Bogdetaljer

Forlag
Bindslev
Oversætter
Flemming Chr. Nielsen
Faustnummer
28984324
Graphic
Jakob Hjort
ISBN
9788791299490
Antal sider
549

Tema

Tema

Fortællinger fra havet

Havet er et mysterium. Dets uendelige dybder indeholder de mest sælsomme væsner og vækker følelser, der får en til at spørge sig selv om, hvad verden er, og hvorfor man er til.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer