Bog

Mira - #rejse, #Paris, #savn

Af (
2020
)

Anmeldelse

Mira - #rejse, #Paris, #savn

17 mar.21

Den grafiske serie om Mira holder det høje niveau i fjerde bind, hvor Mira rammes af en stor sorg, men også kommer tættere på sin mor.

Mira er blevet ældre, og hun hviler mere i sig selv og i venskaberne med Louis og Naja. Der er også kommet nye mennesker til i hendes liv. Hun har fundet sin far og fået en lillebror og bonusmor med i købet, og hendes flyvske mor er faldet lidt til ro med kæresten Joakim. På husbåden ved siden af dem bor Liva, som er blevet en god veninde, og så er der Livas fætter Jonas, som faktisk er ret sød.

I det hele taget har Mira travlt med sit sammenbragte liv, sine venner og med at lave stories til sin vlog. Hun synes ofte, at mor er irriterende, og at de voksne i hendes liv spørger alt for meget og ikke helt forstår hendes behov for alenetid. Så er det godt, at Mira har sin elskede mormor, som altid på sin egen kloge og rolige facon får tingene til at falde i hak. Da mormor foreslår, at Mira skal tage med hende på en tur til Paris, er Mira fuld af glæde og forventning. Men lykken er kort. For mormor dør pludselig, og så går Miras verden i sort.

Det er primært forholdet mellem Mira, hendes mor og mormor, der er bærende i dette bind. Den store sorg, som både Mira og hendes mor føler, behandles på en fin og rørende måde. Det kommer især til udtryk i Rasmus Bregnhøis rammende illustrationer, der viser det mørke og den tomhed, som en pludselig sorg udløser. Alligevel bliver det aldrig helt trist og uforløst læsning, for Mira og hendes mor beslutter sig for, at de to skal tage på den planlagte tur til Paris, og undervejs finder de ind til hinanden. Sideløbende med sporet af sorg flettes udfordringer med sammenbragte familier, venner og spirende forelskelser ind i historien på en fin og nænsom måde,

Den populære serie om Mira, der udover de grafiske udgaver også tæller en julekalenderhistorie og en historie, hvor man selv vælger handlingen, er helt fortjent blevet prisbelønnet op til flere gange. Bøgerne giver et fintfølende og rammende portræt af den udfordrende og usikre vej ind i puberteten og teenagelivet, og Sabine Lemire skildrer Miras hverdag og stigende behov for selvstændighed med humor, varme og solidaritet. Bregnhøi tegner, så man er til stede lige midt i Miras følelser, og han benytter sig både af tegneseriestriber, dagbogsnoter, billeder og SoMe-opslag. Det visuelle format er appellerende og kan hjælpe læselysten på vej for dem, der ikke har mod på en omfangsrig roman, men bøgerne om Mira vil også fange dem, der ellers plejer at læse almindelige romaner.

Miras stemme er troværdig og ægte og rammer lige ned i de 9-13-åriges hverdag. Det vil også være oplagt for målgruppens forældre at læse med og genkende både sig selv og sine børn. Derudover kan Mira og hendes mor følges på Instagram på profilerne@mira_lemire og @mira_lemires_mor , hvilket er en sjov tilføjelse til seriens univers.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Graphic
Rasmus Bregnhøi
ISBN
9788702294361
Antal sider
101

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer