Bog

Minder om fremtiden

Af (
2019
)

Anmeldelse

Minder om fremtiden af Siri Hustved

28 maj.19

Med udgangspunkt i sin gamle notesbog skriver Hustvedt på vanlig begavet vis om tid, erindring og køn. Romanen når dog ikke tidligere værkers højder, forfatteren drukner desværre i sig selv.

Da Siri Hustvedt hjælper sin gamle mor med at flytte på plejehjem, støder hun i oprydningsarbejdet på sin gamle notesbog fra årene 1978-1979, hvor hun netop var flyttet til New York for i første omgang at skrive en roman. Notesbogen sender hende tilbage til disse ungdomsår, hvor både hun selv, byen og resten af verden var anderledes end i dag – og jo alligevel den samme. Ved at genlæse sine dagbogsnotater fra den gang får S.H. (som hun kalder sig selv i romanen – og ja, hun deler initialer med Sherlock Holmes) lejlighed til at reflektere over tiden som begreb og erindringen, der har det med at spille os et puds. Og sideløbende med disse tanker læser vi med over skulderen på den midaldrende kvinde, der læser om sig selv som ung.

Hustvedt er en rasende begavet forfatter, og man skal være vågen, når man giver sig i kast med hendes bøger. I dette tilfælde jonglerer hun med både sin gamle notesbog, et påbegyndt romanmanuskript og et fletværk af sideløbende historier og betragtninger, men som altid har hun et fast og sikkert greb om kompositionen.

Notesbogen afslører bl.a., at den unge S.H. havde en besynderlig nabo, kvinden Lucy, som rablede på den anden side af væggen i tide og utide. S.H. lyttede gennem væggen og skrev ned i sin bog, hvad hun mente at kunne høre. En traumatisk og køns-baseret hændelse gør, at S.H. lærer Lucy og dennes veninder nærmere at kende, og det bliver bekendtskaber, der fører yderligere drama med sig. I det hele taget er der flere spændingselementer heri, hvilket er kendetegnende for Hustvedt: Det urovækkende ved mennesker, hvis intentioner man ikke kender, kan gennemskue eller forstår.

Som inkarneret og mangeårig Hustvedt-fan gør det mig inderligt ondt at skrive det følgende, men dette værk emmer altså for mig at se af noget, jeg bedst kan beskrive som selvfedme. Det er muligt, at denne observation siger mere om mig end om værket, men i forhold til Hustvedts tidligere (og især de ældre) udgivelser, hvor de litterære armbevægelser var mindre, men derfor netop mere besnærende, er dette værk for mig at se langt mere ”larmende” – og det kommer simpelthen til at irritere mig. Jeg har altid syntes, at ét af Hustvedts stærkeste kort var, at hun i et simpelt og velovervejet sprog kunne skrive om hvad-som-helst, og fordi hun gjorde det på sin måde, blev det bare pr. definition interessant. Men denne gang synes jeg, hun drukner i sig selv.

Ovenstående ændrer dog ikke på, at Hustvedts bøger altid er læseværdige, og det gælder også denne. Det er langt fra hendes bedste udgivelse, men den har masser af kvaliteter alligevel – bl.a. nogle fine, tankevækkende betragtninger om tiden. 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Rasmus Hastrup
Faustnummer
46399927
ISBN
9788711902875
Antal sider
331

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer