Bog

Min søster

Af (
2018
)

Anmeldelse

Min søster af Michelle Adams

28 mar.18

En grum thriller om to søstre og deres indviklede forhold. Begge er forskruede, men drages trods frygt og had af hinanden.

Irini bliver som 3-årig givet væk til noget familie og lærer derfor først sin storesøster Elle at kende som 12-årig, hvor Elle opsøger hende på skolen og hjælper hende mod de elever, der mobber hende. Elle bliver herefter Irinis helt, og de to søstre mødes i smug. Langt senere går det op for Irini, at der er noget helt galt med Elle, og hun prøver at gemme sig for hende ved at flytte og skifte telefonnummer.

Da deres mor dør, lykkes det Elle at finde Irini, og mod sin vilje rejser Irini til Skotland for at deltage i begravelsen. Irini jagter sandheden om, hvorfor hun blev givet væk, men svaret er langt fra enkelt og slet ikke, hvad hun har troet. Det er ikke alt det, der kommer frem, der tåler dagens lys, og jagten på sandheden bliver endog meget farlig for Irini.

’Min søster’ er virkelig skræmmende læsning, og særligt Elle fremstår utilregnelig og i stand til hvad som helst. Få af personerne virker normale, næsten alle er på en eller anden måde psykisk syge eller har traumer, så det er et virkelig farverigt persongalleri, om end ikke helt realistisk. Stemningen er mørk og foruroligende fra start til slut og fortættes kapitel for kapitel. Man bliver hurtigt klar over, at der er sket noget ganske forfærdelig tilbage i tiden, men alligevel blev jeg temmelig overrasket over den sandhed, Irini finder frem til. Der er uventede tvists flere gange undervejs, hvilket er med til at øge både spændingen og intensiteten i historien helt frem til afslutningen, som jeg dog synes er en anelse flad.

Bogen er velskrevet og forholdsvis kort, og da siderne nærmest vender sig selv, er den temmelig hurtig læst. Jeg er vild med psykologiske thrillere og vil bestemt gerne læse mere af Michelle Adams. Jeg vil anbefale bogen til læsere, der kunne lide ’I en mørk mørk skov’ og ’Kvinden i kahyt nr. 10’ af Ruth Ware, ’En fremmed i huset’ og ’Naboparret’ af Shari Lapena eller ’Ildbarnet’ og ’Faldet’ af S. K. Tremayne. 

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
ISBN
9788776778828
Antal sider
350

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer