Bog

Min helt egen supernavle

Af (
2019
)

Anmeldelse

Min helt egen supernavle Ninka Reittu

23 dec.19

Sød og poetisk billedbog om, hvor forskellige kroppe kan være, og om at være tilfreds med den krop, man er skabt med.

Første bog om den lille og Store, Du er superelsket, forsikrede os om kærlighedens stærke og ubetingede superkraft. I ’Min helt egen supernavle’ er der fokus på at udforske kroppen og blive begejstret over alt det, den kan.

Den lille og Store er på vej til stranden for at bade, og undervejs taler de om, hvor forskellige deres kroppe er. Store er ikke helt tilfreds med sin runde, bløde mave, mens Lille synes, den er dejlig at kramme og i stedet gerne vil være høj som et træ. Lille er fuld af spørgsmål til og undren over kroppens mange funktioner, både de udvendige og de indvendige. Han afprøver og mærker sin krop og opdager derigennem alle de fantastiske ting, den kan. På den måde finder han ud af, at han faktisk er meget glad for sin krop lige præcis, som den er.

Bogen er både en hyldest til alt det fantastiske, som kroppen kan, samtidig med at den viser, hvor forskelligt kroppe kan tage sig ud. Det er oplagt at bruge bogen som udgangspunkt for samtaler med børn om, at man ikke skal sammenligne sig med andre, men i stedet se hvor unik ens egen krop er. I en tid hvor sociale medier har megen magt og ofte tilbyder urealistiske spejlingsmuligheder, er det vigtigt, at børn ikke vokser op med følelsen af at se forkert ud.

Finske Ninka Reittur leverer sit kropspositivistiske budskab om, hvor enestående det er, at man lige nøjagtigt er den person, man er, med stor varme og fortælleglæde. Illustrationerne er charmerende og livlige, og det motiverer læseren til selv at afprøve sin egen krop, når Lille drøner rundt og hopper som en frø, klatrer i træer, dufter til blomster, mærker sit hjerte og trykker på sin navle.

Læs bogen højt for børn fra 2-3 års alderen og gå sammen på opdagelse i alt det, som kroppen kan.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Siri Nordborg Møller
ISBN
978-87-406-5579-7
Antal sider
35

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer