Menneskejægerne

Tasmanien, eller som det hed dengang i slutningen af 1820’erne Van Diemen’s Land, var scenen for en forfærdelig kampagne, der gik ud på at udrydde den indfødte befolkning.

John Batman leder en blandet flok af fribyttere og straffefanger, der med løfter om kontant betaling og/eller benådning, jager de indfødte stammer i et meget uvejsomt terræn.

Med sig har de aborigineren Black Bill, der er opvokset blandt de hvide og er Batmans uvurderlige stifinder. Det er naturligvis ikke velset blandt de andre indfødte og især ikke af deres frygtløse anfører, Manalargena.

Det er en barsk roman om racisme og vold, der ikke bliver lettere fordøjelig af, at Wilson kender til sagen: han har skrevet specialeafhandling på University og Melbourne om netop massakrerne, og de fleste af bogens personer er historiske korrekte.

Det er absolut ikke Guds bedste børn, der deltager i jagten, men de virker meget autentiske og scenarierne kommer til at stå lyslevende for læseren. Det samme gør de dilemmaer Black Bill kommer i med den stadige trussel fra Manalargena ikke blot mod ham selv, men også hans gravide kone.

Nok er Tasmanien langt væk, men det var faktisk vor naboer, englænderne, der som kolonimagt stod bag forfærdelighederne.