Bog

Med døden til følge

Af (
2022
)

Anmeldelse

Med døden til følge

27 sep.22

Gribende og uhyggelig fortælling om Liva, der har mistet sin storebror i en ulykke. En virkelig god og vigtig roman til større børn om sorg.

I denne gruopvækkende fortælling må Liva leve i skyggen af sin afdøde bror og har næsten opgivet at overvinde sorgens skygger, da hun selv er sekunder fra at blive ført over i de dødes rige.

Et bestemt tidspunkt bliver skæringsdato for det, Livas familie var, og det, den nu er. I et tungt sprog med kulde, blæst, regn og sammenbidt tavshed i glædesløse hverdagsrutiner centreret om den døde, bevæger familiemedlemmerne, Liva, mor og far sig rundt som øde øer stadig længere fra hinanden uden ord for den sorg, der suger alt ilt ud af rummene i huset.

Den dag Victor dør, mister Liva ikke bare sin bror, men hele sin familie og sin egen identitet i én og samme ulykke. Hun kan ikke konkurrere med forældrenes altopslugende sorg, og de evner ikke at se hverken Liva eller livet, før det næsten er for sent.

Fraværet af alt det, der burde være i hovedpersonen, en ung piges tilværelse giver læseren en voldsom tyngdefornemmelse, en følelse af at blive trukket med ned i mørket, helt ned i den afgrund, som næsten er ved at koste Liva livet. Liva mangler omsorg, venner, oplevelser, glæde. Hun mangler at blive set og at få lov til at leve.

Hvis ikke det var for gyset, havde fortællingen – i hvert fald for en, der selv har mistet – været for ubærlig og kvælende at komme igennem. Men gennem gys, små opbrud og flere urovækkende tegn, som Liva oplever og insisterer på at finde meningen med, giver forfatteren netop historien fremdrift og indgyder såvel hovedperson som læseren styrke til at komme på den anden side af mareridtets alvorstunge ridt og ud i lyset. Det er også i gyset, Liva får en allieret, en veninde der ikke lader sig hverken ryste eller afskrive, og som har mere sprog for det tabte end Liva selv.

Gysergenren er fuldstændig oplagt og velvalgt i denne fortælling, der – som forlaget også lægger op til – egner sig til de svære samtaler om at miste for både unge og voksne, og som netop rejser det store emne, om man kan tillade sig at leve videre med alt hvad det indebærer, når man har mistet en, man elsker, og hvad der sker, hvis man i stedet glemmer sin nutid og fremtid og går til grunde med det tabte.

Lars Daneskov er forfatter til mange skægge og komiske børne- og ungdomsbøger, men han udmærker sig i den grad også i det mere alvorlige. 

Bogdetaljer

Forlag
Gutkind
Faustnummer
62913231
ISBN
9788743403739
Antal sider
172

Fik du læst?

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer