Bog

Man må ikke spise sine klassekammerater

Af (
2019
)

Anmeldelse

Man må ikke spise sine klassekammerater af Ryan T. Higgins

26 jul.19

Dinosauren Rita Rex skal begynde i skole, men det er svært at få venner, når man kommer til at spise sine klassekammerater. Sjov billedbog om første skoledag af forfatteren til historierne om den gnavne bjørn Boris.

Første skoledag er en helt særlig dag, der afføder sommerfugle i maven og masser af spørgsmål og tanker. For hvad laver man egentlig i skolen? Hvem skal man lege med, og hvornår skal madpakken spises? Sådan er det også for Rita Rex. Hun er meget nervøs, og selvom alle andre er rigtigt søde, så er det ikke spor nemt, når de nye klassekammerater viser sig at være børn, som er lige til at spise. Det er bare ikke særligt hensigtsmæssigt at være en sulten T. rex i et klasseværelse fyldt med uimodståelige børn. Omvendt er det altså også svært få venner, når man spiser dem, så Rita har lige et par ting, hun skal lære om skolen. Heldigvis giver Rita ikke så let op i kampen for at få nye venner.

Ryan T. Higgins er kendt for de sjove og herlige bøger om den gnavne bjørn Boris, der ufrivilligt bliver mor til fire gæslinger. Denne bog skuffer heller ikke. Historien om Rita Rex’ første skoledag er fuld af humor og skæve påfund. Den lille T. rex, der bare ikke kan lade være med at spise sine klassekammerater, er slet ikke til at stå for, og meget af humoren ligger i de udtryksfulde og finurlige illustrationer. Eksempelvis når Rita står med et stort, åbent gab for enden af rutsjebanen i et af forsøgene på at lege med sine nye klassekammerater i frikvarteret, eller når hun peger på sin tallerken og siger, at hun har været sød at holde en plads i kantinen.

Først da Rita selv prøver på egen krop at være den, der bliver bidt, forstår hun, at det ikke er rart at være nogens måltid. Bogen kan derfor også lægge op til snakke om venskaber og sociale spilleregler.

Et sikkert oplæsningshit for børn i alderen 4-7 år.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Oversætter
Camilla Schierbeck
ISBN
978-87-11-90500-5
Antal sider
44

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer