Mænd kan ikke voldtages

Stærk og harmdirrende skildring af en voldtægt og tankevækkende refleksion over volden mellem mennesker …

Tova Randers er ansat på bibliotek og enlig forsørger til to drenge. Hun fylder 40 og går ud for at fejre sig selv med at spise et godt måltid og ender hjemme hos en mand, hvor hun udsættes for brutal voldtægt efter først at være bundet til hans seng. Total fornedrelse, som de fleste ville ha’ meldt som en forbrydelse.

Men Tova orker ikke: at gennemleve det hele igen, at blive udspurgt af unge, vagthavende betjente, der skal ha’ alle detaljer nøjagtigt beskrevet og enten er ligeglade med hende eller – måske – hvis de er to eller flere – håner hende, fordi hun er gammel og fraskilt og derfor sulten og selv har lagt op til sex!! For alt i verden må hun undgå skandalen og den alt for pågående opmærksomhed - og hun magter heller ikke medfølelsen, som nogle af hendes nærmeste vil overøse hende med. Hun bevarer derfor oplevelsen som sit eget private traume og fortæller det mindst af alle til sine to store drenge.

Men hun kan ikke glemme! Hverken fornedrelsen, afmægtigheden, brutaliteten og den ualmindeligt uanstændige og hånlige og uappetitlige mand. Og hændelsen får hende også til at tænke over sin fortid og den undertrykkelse, hun har været udsat for af andre mænd. Det går op for hende i al sin gru …

Og mens hun reflekterer over sin fortid, beslutter hun at hævne sig på sin voldsmand. Hun vil voldtage ham på samme måde og derefter lade sig anholde … men ’mænd kan ikke voldtages’. Og læs selv hvorfor!!

Da bogen første gang udkom på dansk i 1976, var det sådan én, der blev læst og diskuteret af vakte kvinder. Et udmærket indlæg i debatten om voldtægt.

Jeg ved så ikke, om det er fortidens engagement, der får mig til ved genlæsning at forarges igen og lige kaste et par tanker til køn og ligestilling og kvinder som ofre for aggresive mænd, der absolut må afreagere på kvinder! Og tænke på, hvordan voldtægt, som jo både er kvindeundertrykkende og krænkende, bagatelliseres af mandssamfundet! Og hvorfor man ikke kan gengælde brutalitet med brutalitet …

Vi er ikke længere i 70’erne, og tiden og tankegangen er en anden, men ærlig talt: en voldtægtsoplevelse er vel stadig lige ydmygende og voldelig og fulgt af skyldfølelse for ofret og har stadig en negativ vurdering i offentligheden, som også rammer ofret: ”hun har nok selv været ude om det!”

Så selvom Tikkanens bog er lidt gulnet, så er den både humoristisk og ironisk og ganske tankevækkende aktuel og kan derfor anbefales!