Bog

Mænd er fra Marstal

Af (
2007
)

Anmeldelse

Mænd er fra Marstal af Jesper Wung-Sung

05 feb.07

Fædre og sønner, kammerater og kærester, onkler og nevøer, ægtemænd, slagtere og privatdetektiver. Denne supergode novellesamling handler om mænd, men den kan læses af alle!

Jamen, jeg begynder da at tro på det: At mænd er fra Marstal! Efter først at have læst Carsten Jensens, "Vi, de druknede" og nu denne nye novellesamling af Jesper Wung-Sung.

Bortset fra det er der ikke noget, der tyder på, at novellerne i "Mænd er fra Marstal" specielt foregår i Marstal. I bogen er der heller ingen titelnovelle, men titlen henviser formodentlig til John Grays "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus".

De 20 noveller handler stort set alle om familie- og parforhold set fra mandens synsvinkel. Men det er jo også det, han er kendt for, forfatteren, at skrive "mandebøger". Heldigvis har han på bogens bagside skrevet; Mænd er fra Marstal: noveller for alle. For de er ikke kun for mænd, disse noveller, men når man har læst dem, føler man sig lidt klogere på mænd og på mennesker i det hele taget.

Novellerne er meget forskellige; nogle meget realistiske i deres indhold, som for eksempel novellen "Par ting", som er en dialog imellem en kvinde og en mand. Første replik fra manden er: "Dine bukser hænger", og snart er de midt i en diskussion om, hvorvidt hun er for tyk eller ej, om han elsker hende eller ej. Jesper Wung-Sung siger i et interview, at det er en diskussion en mand ikke kan vinde og som han derfor skal holde sig langt væk fra. Ved at indlede en sådan diskussion har manden så at sige "malet sig selv op i et hjørne". Ja, måske er Marstal alligevel ligeså langt væk som Mars.

Andre noveller er mere fantastiske, ja nærmest surrealistiske, som for eksempel "Der sidder en neger i haven". Et ægtepar opdager pludselig, at der sidder en neger i deres have og synger "We are the champions". Næste gang de kigger ud er der to, dernæst fire, og sådan fortsætter det. Manden forsøger at få negerne til at forstå, at de er på privat grund, men de synger bare og bliver flere og flere.

Jeg kan desværre ikke komme ind på alle noveller her, men jeg ville gerne. For de er alle absolut læseværdige. Helst skal de læses flere gange! Hvis undervisere skal bruge novellerne er der på Jesper Wung-Sungs hjemmeside udarbejdet både kommentarer og arbejdsspørgsmål til samtlige noveller.

Fugl, 2007. 184 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Svendborg : Fugl
Faustnummer
26583977
ISBN
9788798907329
Antal sider
184

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer