Lysende republik

Spanske Barba har forfattet en foruroligende og dyb roman om civilisationens håndtering af en flok utæmmede gadebørn.

´Lysende republik´ afsøger det menneskelige væsens mørke dilemmaer. Barbas metaforiske fortælling fremstår som et mytisk sagn, hvor det sanselige og magiske blandt andet er indeholdt i titlen. At forklare titlen ville være at spolere romanen for nye læsere. Den betydning skal opleves i romanens vilde univers. Læs den lille bog, som er på kun 181 sider, men rummer en enorm betydning.

Vi befinder os i et fiktivt subtropisk land i provinsbyen San Cristóbal. Fortællingens jeg er embedsmand i Afdelingen for Sociale Anliggender og er flyttet til byen sammen med sin kone Maia og hendes pige, som han fungerer som far for. Fortællingens univers er indrammet i byen op ad ”floden Éres med dens kolossale brune vandmasse” og junglen, som ligger som en mur mod byen - ”det grønne uigennemtrængelige uhyre”.

De fattige, gadesælgende Ñeê-børn, har altid været en del af bybilledet. Men uden nogen har opdaget hvornår og hvordan, er en ny gruppe børn dukket frem. Børnene, som i fortællingen bliver kaldt ”de 32”, har deres helt eget sprog. Børnene leger i byen, men begynder også at stjæle og vandalisere byens borgere. Ingen ved hvor de opholder sig og ingen forstår helt deres særlige adfærd. Den subtropiske hede omslutter hele den melankolske fortælling.

Befolkningen kræver politisk handling. Embedsmændene griber i pragmatisk desperation til en logisk men afstumpet håndtering, som står i skarp kontrast til de intuitive og loyale børn. Mens embedsmændene handler begynder byens egne børn at tiltrækkes af de vilde børn og har drømme og visioner tilfælles med dem.

Jegets tilbageblik 22 år efter rummer allerede fra første sætning antydning om den katastrofe, som vil udspille sig for læseren: ”Når man spørger til de 32 børn, der mistede livet i San Cristóbal, afhænger mit svar af, hvem der spørger” . Jeget antyder den fatale udgang. Læseren gyser i sin uvidenhed til sidste side. I dette skisma bliver læseren trukket gradvist ind i den foruroligende fortælling, mens hedeturene tager til.

Romanen er dog på samme tid en nydelse at være i selskab med. Sprogets farvede og sansemættede udfoldelse af naturen og af en stor kærlighed til legen, musikken og magien er en sand fryd at bevæge sig med i. Læseren rives med af jegets kvalfulde refleksioner, og fanges ind i eksistentielle spørgsmål. Besidder børn en grundlæggende uskyld, fordi de netop er børn? Og hvad gør vi med det fremmede, som forstyrrer vores orden, og som vi i bund og grund ikke forstår? I fortællingen griber lovgiverne til ændrede love og forvaringsstraffe for at skabe sikkerhed for befolkningen: ”Sikkerheden, dette magiske ord, denne besværgelse, der er i stand til at suspendere den mest elementære logik.”