Bog

Lyse tider

Af (
2005
)

Anmeldelse

Lyse tider af Juliane Preisler

12 jul.05

Juliane Preisler har skrevet en stor samtidsroman om at turde satse sig selv og om at finde sig selv og det liv, man gerne vil leve.

"Lyse tider" handler om den store skæggede, hjemløse Sander og den flagrende, uordentlige Dinna, der i en periode også er hjemløs.

Romanen er ikke inddelt i kapitler, men i mindre afsnit på et par sider, og synsvinklen skifter fra afsnit til afsnit imellem Sander og Dinna.

Historien starter en helt almindelig dag, hvor Sander sidder på sin bænk på hovedbanegården og drikker en øl, mens han betragter de mennesker, der passerer forbi. Sander har været hjemløs i mange år og befinder sig på sin egen stilfærdige, værdige måde på bunden af samfundet.

Dinna, en ikke særligt lykkelig middelklassekvinde, skal afhente en forretningsforbindelse på hovedbanegården. Men lige idet hun får øje på den mand, hun skal hente, bliver han stukket ned af tre store drenge. Sander ser det også og forsøger at afværge det, men når det ikke. I stedet bliver både Dinna og Sander taget med på politistationen for at afgive forklaring. Det er første gang, deres veje krydses.

Herefter har Dinna ikke lyst til at tage tilbage på arbejdet, så hun kører hjem til det store nye forstadshus, hvor hun ikke rigtigt er faldet til. Her får Dinna dagens andet chok, da hun finder sin mand i seng med en anden. Dinna forlader det hele: hus, mand, job – sit liv simpelthen - og bliver hjemløs posedame. Herefter krydses Dinnas og Sanders veje ofte, og de bliver venner.

For Sander er der blot det med Dinna, at hun roder op i nogle følelser fra et tidligere liv. Et liv, han for længst havde lagt bag sig, og som han ikke troede, han ville kunne komme til at savne nogensinde igen. Han har i mange år ikke ønsket at involvere sig i andre mennesker og deres liv, og det er, indtil Dinna dukker op, lykkedes.

At disse to meget forskellige mennesker kan give hinanden noget og gøre hinanden godt, det er det dejlige ved denne roman, og at det gode liv findes. Det er måske bare ikke lige der, hvor vi tror, det er. "Lyse tider" er en rigtig, rigtig god roman!

Lindhardt og Ringhof, 2005. 394 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
25556186
ISBN
9788759524282
Antal sider
394

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer