Bog

Løgnhalsen fra Umbrien

Af (
2004
)

Anmeldelse

Løgnhalsen fra Umbrien af Bjarne Reuter

24 aug.04

Giuseppe Pagamino fra Umbrien er en løgnhals og historiefortæller. Det redder ham gang på gang fra inkvisitionens klør, da han 1349 rejser til Lucca for at finde det evige liv.

En blændende velskrevet roman om en plattenslager og antihelt, som man knuselsker fra første side.

Kræmmeren Pagamino drager i 1349 til bispesædet i Lucca for at finde den sidste ingrediens i en mikstur, der kan give evigt liv. Hans tro følgesvende er æslet Bonifacius - opkaldt efter en pave - og drengen Arturo, som Pagamino har fundet i det pestramte Firenze. Det sære triumvirat platter sig igennem som ligrøvere og ved at sælge mirakelmedicin mod alt fra fødselsproblemer til dværgvækst.

Det er en farlig færd, for søgen efter evigt liv er en pagt med Djævelen, og da Pagamino afslører, at inkvisitionen har udråbt en ganske almindelig bondedreng til at være Satans yngel, får han magtfulde fjender. Biskoppen pudser sin overskurk, bødlen del Sarto, og sin håndgangne mand, den melankolske og smukke kaptajn Tizian, på ham. Men drengen Arturo kan vist mere end sit Fadervor, så de undslipper.

Det er Pagaminos nysgerrighed og videbegær, som er hans ulykke - sammen med hans hang til lettjent mammon, forstås. På sin flugt roder han rundt i mudder og kulde, bliver flere gange indhentet, fængslet og mishandlet, forbander sin skæbne, sin gigt og sin brok og er helt igennem en tandløs og ynkværdig men elskelig antihelt. Han er en uforlignelig løgnhals og ikke spor modig. Og alligevel fuld af utilsigtet varme og heltemod, en slags slægtning til Sancho Panza eller Svejk.

Men faktisk er han en farlig mand. I inkvisitionens Italien er magten og sandheden absolutte og uadskillelige størrelser, al tvivl er en trussel. Og tvivl er netop, hvad Pagamino sår. Hans løgne er historier om en verden, som kunne være anderledes, og fortællinger, der anfægter sandhedens endegyldighed. "Jeg er nøglen" siger han om sig selv og sin tvivl, da han er spærret inde i et underjordisk fangehul, en nøgle, der skaber de fortællinger, som redder ham ud af hullet.

Det er ganske enkelt en fremragende roman. Smukt skrevet, flot persontegning, god historisk ramme. Den understreger - blandt andet i sin overraskende slutning - at skismaet mellem sandhed og magt, tro og tvivl ikke blot hører middelalderen til. Også i dag er der brug for en løgnhals, der tumler af sted sammen med sit æsel. 

Gyldendal, 2004. 397 sider. Kr 298,-

Analyse

Bjarne Reuter - Løgnhalsen fra Umbrien

Bjarne Reuters roman Løgnhalsen fra Umbrien indledes med et citat af Giovanni Boccaccio, hvor det bl.a. hedder ”Til værn og støtte for dem der elsker, vil jeg fortæller noveller, fabler, parabler, historier eller hvad man nu vil kalde dem”. Citatet og referencen til Boccaccio giver et fingerpeg om inspirationerne til og det farverige miljø i romanen.

Lig Boccaccios udødelige fortællekreds Dekameron er baggrunden for Reuters roman pesten, der hærgede Firenze i det 14. århundrede. Samfundet er på den anden ende, og det er et frugtbart miljø til at skabe en historie, der ligeledes vender op og ned på sandhed og løgn, magt og magtesløshed og i sidste ende liv og død. Ligeledes er det et frugtbart afsæt for Bjarne Reuters velkendte fortælleglæde i en skrøneagtig historie, der på én gang er lystig og grum. Boccaccio-citatet kan således også siges at være en elementær hyldest til netop den fabulerende fortælling, og romanen bør givetvis ses i det lys.

Selvom Løgnhalsen fra Umbrien skildrer en rejse gennem Italien i det 14. århundrede, er der nemlig ikke tale om en roman, som i først omgang forsøger at holde sig tro mod historiske begivenheder eller leve sig ind i tiden, som den var. Det historiske miljø er netop mest af alt kulisse for en eventyrlig skrøne med universelle temaer om magt og begær, sandhed og løgn. En lille krølle på historien, som ikke skal afsløres her, bryder endda helt med det historiske miljø og slår dermed en revne i kulissen. Reuter bestræber sig altså ikke på realisme, men fortæller en historie, der snarere følger eventyrets eller fantasyromanens logik. Spådomme udkastes og opfyldes, usædvanlige hændelser følger hinanden i hæsblæsende tempo og romanfigurenes spor krydses igen og igen på usandsynlige måder, der giver fortællingen en fornemmelse af skæbnetråde, som flettes sammen.

Magtkritik

Én ting, som Løgnhalsen fra Umbrien i høj grad deler med Dekameron, er kritikken af magtinstitutioner. Her gælder det navnlig de gejstliges magtvælde og hykleri, hvor man prædiker fromhed, ydmyghed og sandhed, samtidig med, at man med alle midler søger magten og rigdommen og ikke går af vejen for at torturere, myrde og lyve for at opnå disse privilegier. Som ironisk modbillede til dette magtvælde stilles romanens hovedperson – en ægte antihelt, der tilsyneladende repræsenterer det laveste af det laveste. Giuseppe Emanuele Pagamino er nemlig ikke blot løgnhals, som det fremgår af titlen, men også plattenslager, kvaksalver og ikke mindst gravrøver. Pagamino rejser mod Lucca ridende på et æsel, som han blasfemisk har opkaldt efter Roms ethundrehalvfemsindstyvende pave Bonifacius, og han får følge af dåren Arturo. En trio bestående af en gravrøver, en dåre og et blasfemisk æsel driver altså fortællingen frem. Også Pagamino drives af magtbegær. Han er besat af en plan om en formel for evigt liv. Det eneste han mangler er en flig af neglen fra Fanden selv. Da det rygtes, at et barn af Fanden og en heks holdes fanget i netop Lucca, rejser han dertil i håb om at kunne skaffe sig den sidste eftertragtede ingrediens.

Det går naturligvis ikke som forventet. Snart er han selv indespærret i et fangehul med Fandens søn, der viser sig at være en ganske almindelig dreng, som bispen i Lucca har ladet torturere og senere brænder. På mirakuløs og eventyrlig vis redder Pagamino sig selv. Pludselig er det løgnhalsen, der har været vidne til en sandhed, som bispen forsøger at holde nede. I virkeligheden er det måske kirken, der er den største løgner, mens Løgnhalsen fra Umbrien bliver bærer af sandheden, en sandhed, der nu også gør ham til jaget vildt. Således vender romanen op og ned på hierarkierne og læserforventningerne. Den usle antihelt Pagamino bliver til helt, mens hans modbillede Tizian, der arbejder i bispen fra Luccas tjeneste, og som med sit noble ydre ligner en klassisk helt fra en ridderroman, udvikler sig til en grusom bøddel. Også dåren Arturo, der rejser med Pagamino, medvirker til at forvirre magtforholdene. Som den klassiske nar fungerer han som et spejlbillede for begivenhederne, og han bliver ved med at overraske med uventede evner, der skaber mistanke om, at han måske ikke er så magtesløs, som han virker.  

Liv, død og splittelse

Der er en grundlæggende ironi i, at en roman om jagten på det evige liv foregår i skyggerne af den sorte død og med en gravrøver i hovedrollen. En ironi, der forstærkes ved at Pagamino i et pludseligt indfald af ædelmod frelser et barn fra druknedøden – et indfald, der får afgørende betydning for romanens videre forløb. Forholdet mellem liv og død løber som et filosofisk spor i romanen. Pagamino er besat af tanken om evigt liv, men må som romanen skrider frem spørge sig, om ikke netop livet får fylde og værdi gennem dødens nærhed. Romanen filosoferer altså over, hvordan liv og død står i relation til hinanden, og den gør det på en ofte ironisk måde, hvor også kristen symbolik flettes ind og vendes rundt. Antihelten og gravrøveren Pagamino ridder som en anden Kristus på et æsel og ønsker at finde evigt liv, mens kirken jagter ham med ønsket om at pine og henrette ham som kætter.

Et andet væsentligt tema i romanen er splittelsen. Denne ses især hos Tizian, der er splittet mellem kærligheden til to kvinder og for at dvæle ved denne splittelse igen og igen vender tilbage til den frygtindgydende Midranno-kløft. En kløft, der blive en afgrund for hans sind. Men også Pagamino rummer splittelse, der helt konkret giver sig udtryk i en række nærmest skizofrene dialoger med stemmen Rinaldo. En tidligere samarbejdspartner, hvis stemme Pagamino har inderliggjort som en art kynisk alter-ego, der løbende kommenterer på hans tanker og handlinger. Denne indre stemme giver også romanen et moderne psykologisk præg, der til dels bryder med den tradition, den ellers skriver sig ind i.

En moderne skælmeroman

Bjarne Reuter har i sit forfatterskab vist en imponerende evne til at sprede sig over mange forskellige genrer, fortælleformer og miljøer – fra ren fantasy til realisme og fra børne- og ungdomsbøger til bøger for voksne. Centralt i forfatterskabet står dog en hyldest til fantasterne og drømmerne, og ikke mindst en elementær glæde ved at fortælle historier. I Løgnhalsen fra Umbrien iklæder Reuter denne fortælleglæde dragten af en pikaresk roman eller skælmeroman – et sted mellem fantasy og historisk roman. En roman, der i traditionen fra både Boccaccio og Cervantes naragtigt vender op og ned på høj og lav og tror på, at der kan findes en sandhed i skrønen.

Cand.mag Rasmus Steffensen

Kilder, links og centrale værker

27 jun.19

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25112962
ISBN
9788702027761
Antal sider
397

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer