Bog

Liljecronas hjem

Af (
2014
)

Anmeldelse

Liljecronas hjem af Selma Lagerlöf

20 mar.14

For præstedatteren Maja Lisa ser fremtiden sort ud, da faren gifter sig med en ondskabsfuld furie. Men heldigvis er historien forfattet af Selma Lagerlöf – så går det nok.

Præstegården Lövdala er skueplads for et grusomt drama, der blandt andet henter sin næring fra eventyrenes verden: Her huserer nemlig en ond stedmor, der er så sindrig i sit rænkespil, at hun alt for længe får lov at bedrive sine ugerninger mod den stakkels steddatter, Maja Lisa, der for at beskytte sin far, præsten, ikke gør meget for at afsløre stedmorens intriger.

Det ligner i første omgang til forveksling en udgave af de udødelige eventyr om Askepot eller Snehvide, og det stopper ikke her. For heldigvis har også Maja Lisa hjælpere og venner at støtte sig til i sin kvide, blandt andet den gæve Lillepige, som står last og brast med Maja Lisa, men som desværre også bliver et redskab for heksen – dét kan man sagtens tillade sig at kalde stedmoren, der på sin side også har et og andet til fælles med Soyas farmor fra Min farmors hus (1943). Ja, udspekulerede fruentimmere har verdenslitteraturen nok af!

Der er dog ikke mange, der som Selma Lagerlöf kan kombinere det eventyrlige med det socialrealistiske, så man tror lige meget på begge dele. For side om side med Askepot-problematikken og dansende elvere udspiller sig et for datiden helt klassiske drama om arv, tilhørsforhold og almindelig – men meget vigtig! – skik og brug. Og kærligheden? Ja, den hører jo sådant set hjemme både i eventyret og i virkeligheden.

Liljecronas hjem er absolut lige så elskelig som alt andet af Selma Lagerlöf, men den når på ingen måde samme højder som storværkerne Jerusalem og Gøsta Berlings saga. Til sammenligning har den mere til fælles med romanen Kejseren af Portugalien, hvor dramaet også udspilles ”i det små”, men umiddelbart vil jeg samtidig mene, at netop den har lidt mere at byde på rent indholdsmæssigt end Liljecronas hjem. Dette skal dog ikke tjene som argument for ikke at læse om den arme præstedatter, hendes trofaste tjenestepige og den onde stedmor – hvis du elsker Lagerlöf, vil du også elske Lijlecronas hjem.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Anne Marie Bjerg
Faustnummer
50973751
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702150216
Antal sider
333

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer